Sjælen – sandhed, skønhed og kærlighed

Sjælen – Tankespejlet

Jeg har her kommenteret nogle gode tekster af Sri Nisargadatta Maharaj,  Adyashanti,  Chögyam Trungpa,  Eckhart Tolle, Rudolf Steiner, Sokrates og lidt fra Deepak Chopra om sjælen og nuet ud fra mine egne erfaringer.

Det har været en fornøjelse at gennemgå disse tekster da det er så tydeligt at de beskriver det samme, ligesom de svarer til mine egne erfaringer.

Since love grows within you, so beauty grows. For love is the beauty of the soul.
– St. Augustine

The Tao that can be told is not the eternal Tao.
Lao Tzu

Kim Graae Munch

De mange bøger, der forsøger at beskrive hvad det vil sige at leve i nuet, har det ualmindelig svært og det er ikke fordi de skriver om noget abstract, som mange tror,  det er yderst konkret, men det er i virkeligheden næsten umuligt at beskrive, da vi ikke kan ‘se’ det, det er ikke muligt at beskrive det billedligt, vi har ikke den nødvendige erfaring eller forståelse til at genkende det i os selv.

Men næsten alle gamle sjæle lever delvist i det, men er ikke klar over det, da det ikke er synligt i normal forstand, det er tankestrukturer, og det er ikke helt så let at forstå og beskrive, så vi har svært ved at genkende det i det, som beskrives af fx Nisargadatta, mfl.

Jeg tænkte for mange år siden over om det ville blive muligt at se ind bag vores tankespejl, men er nu klar over, at det kan vi ikke, for vi tænker ikke nuets tænkning, vi iagttager den, den kommer udefra tiltrukket af os, af vores situation.

Ligesom vi ikke kan se vores eget øje kan vi heller ikke se tænkningens organ, sjælen, vi kan kun ane det ved at spejle os i en anden.

Når tankerne viser sig i tankespejlet så er det som tredimensionelle billeder, de er usynlige i fysisk forstand, jeg ved de er der i så stor en detaljerigdom som jeg ønsker, jeg kan beskrive idéerne fra alle vinkler og i så stor dybde jeg ønsker, jeg kan vende og dreje strukturerne, trække i dem, som i skyer eller vat, åbne dem, zoome ind og ud, men de er ikke synlige, jeg ved dem!

Når jeg ikke har brug for dem længere, er de væk og de erstattes af nye der vedrører den nye situation.

Ved kontemplation, hvor nuets ydre iagttagelser ikke stiller krav, dukker tankerne op selv, uden at være styret af nuets krav, de får selv lov at udfolde sig, og det kan give nye indsigter, fx pege på en tidligere incarnation, eller hvad som helst andet der er væsentligt for en selv i nuet.

Nisargadatta – JEG ER

Nisargadatta gør virkelig meget ud af at beskrive det, men det er stadig svært at forstå, hvis man ikke har fået en idé om det i en selv først.

Nisargadatta om Sjælen og Jeg’et (ref1, ref2, ref3) Mine kommentarer
Før du kan acceptere Gud må du acceptere dig selv – hvilket er endnu mere skræmmende.

De første skridt mod at acceptere dig selv er ikke spor behagelige; for det, man ser, er ikke noget hyggeligt syn.

Man har brug for alt sit mod for at komme videre. Stilhed hjælper.

Betragt dig selv i fuldkommen stilhed; lad være at beskrive dig selv.

Betragt det væsen, du tror, du er – og husk: Du er ikke det, du ser.

Det, der sætter selvransagelsen i gang, er tanken »Jeg er ikke dette – hvad er jeg?«
Der er ikke andre veje til frigørelse; alle metoder forsinker.

Nægt resolut at tro på det, du ikke er, indtil det virkelige Selv dukker frem i sin strålende intethed, sin ikke-tings lighed.

Sjælen er usynlig, vi kan ikke se vor egen sjæl [JEG ER], vi kan kun spejle os i andres sjæl, men den er heller ikke let at få øje på sålænge vort lavere menneske [EGO] blokerer, med det vi tror vi er.
Hold dig helt i ro – og læg mærke til, hvad der dukker op på sindets overflade. Afvis det kendte, byd det endnu ukendte velkommen og afvis så også det.

Så når du til en tilstand, hvor der ingen viden er, kun væren – hvor væren i sig selv er viden. At vide gennem væren er direkte viden. Den bygger på identiteten mellem iagttageren og det iagttagne.

Det er nuets visdom, det iagttagne trækker automatisk den visdom frem der vedrører det iagttagne.
Indirekte viden bygger på sansning og erindring, på, at det erkendte er i umiddelbar nærhed af den, der erkender, og er begrænset af forskellen mellem de to.

Det endelige formål med al sadhana er at nå til et punkt, hvor denne overbevisning, i stedet for kun at være verbal, hviler på en virkelig og evig nærværende oplevelse.

Den almindelige tanke er verbal, er ordbaseret, mens den værensbaserede visdom er uden ord.
Den oplevelse at være tom og ikke opfyldt af erindringer og forventninger. Det er som lykken ved åbne rum, ved at være ung, ved at have al mulig tid og energi til at gøre ting, til at gå på Opdagelse, på eventyr.
Bevidstheden [EGO], som er skabt af vilkår og omstændigheder, afhænger af dem og forandrer sig med dem.Det, der er uafhængigt, uskabt, tidløst og uforanderligt, og alligevel evigt nyt og frisk, ligger hinsides sindet. Når sindet tænker på det, opløses sindet, og der bliver kun lykke tilbage.
Der er ingen ord der kværner rundt.
Der er er ordløs usynlig nærmest tredimensionel tankestruktur som vi kan ‘sanse’ og beskrive fra alle mulige vinkler.
Sjælen ligger hinsides sindet [EGO] dvs astrallegemet.
I nuet kommer de tanker vi har behov for, de er ikke vore egne præfabrikerede, de er nye og friske lige netop skabt til dette nu.
Før jeg mødte min guru, vidste jeg så meget.

Nu ved jeg ingenting, for al viden er kun en drøm og er uden værdi.

Jeg kender mig selv, og jeg finder hverken liv eller død i mig – kun ren væren; ikke at være dette eller hint, men kun at være.

Viden er meninger, væren er visdom.
Da sindet [EGO] selv bevæger sig, ser det alting bevæge sig, og da det har skabt tiden, er det optaget af fortid og fremtid.

Alle fysiske og mentale ting er i opmærksomheden. Derfor er opmærksomheden i sig selv helt afgørende, ikke dens indhold.

Uddyb og udvid din årvågenhed over for dig selv, så vil alle velsignelser strømme ind over dig.

Du behøver ikke søge noget; alt vil komme til dig helt naturligt og ubesværet.

Sjælens visdom kommer automatisk til dig sålænge dit ego ikke larmer så meget at du ikke opdager det.

Sjælen afspejler situationen omkring og i dig.

Sjælen er tidsløs, uden alder.

Alt er til i opmærksomhed, og opmærksomhed dør ikke og bliver ikke genfødt.

Den er selve den uforanderlige virkelighed.

Du spørger, og svaret kommer. Jeg lægger mærke til mig selv, jeg lægger mærke til svaret, og jeg finder ingen modsigelse.

For mig er det indlysende, at jeg taler sandt.

Sjælens visdom giver automatisk svaret til nuets hændelser.

Da sjælens tænkning er sand, ved han at det er sandt hvad han siger.

Ved at erkende, at jeg er ét med verden og dog hinsides verden, blev jeg frigjort fra alt begær og al frygt.

Jeg ræsonnerede mig ikke til at blive fri; jeg opdagede helt uventet, at jeg var fri – uden den mindste anstrengelse. Denne frihed for ønsker og frygt har været hos mig siden dengang.

En anden ting, jeg lagde mærke til, var, at jeg ikke behøvede at gøre mig nogen anstrengelse; handlingen fulgte tanken uden forsinkelse og modstand.

Jeg opdagede også, at tanker blev selvopfyldende; tingene faldt blidt og rigtigt på plads.

Sjælen er ikke af den fysiske verden, derfor har den ingen begær, der er intet at begære i sjælens verden, det er et ukendt begreb.

Ræsonneren eller spekuleren er egoets tænkning, ordtænkningen, sjælens tænkning er ordløs og den kommer som et hele, man arbejder sig ikke frem til et resultat.

Sjælens tænkning er sand, der er ikke den mindste tvivl, så man handler øjeblikkeligt.

Da man handler rigtigt, så er resultatet også rigtigt, i overensstemmelse med verdenskarma.

Den væsentligste forandring foregik i sindet; det blev roligt og stille, og det reagerede hurtigt uden at trække svarene i langdrag.

Spontaneiteten blev en livsstil, det virkelige blev naturligt, og det naturlige blev virkeligt.

…uendelig hengivenhed og kærlighed, mørk og stille, stråler ud i alle retninger, omfatter alt og gør alt spændende og smukt, betydningsfuldt og lykkevarslende.

Når man ikke kværner løs i uendelige cirkler af spekulativ usikkerhed, så bliver ens handling umiddelbar og spontan, man handler i overensstemmelse med nuet.
Det indre selv våger og bier på, at sønnen skal komme tilbage til sin far. I det rette øjeblik ordner han alting, kærligt og effektivt.

Hvis der er brug for et sendebud eller en vejleder, sender han guruen til at gøre det fornødne.

JEG ER i sjælen, er sønnen, det højere jeg er faderen.
Der er legemet, og der er selvet [JEG ER]. Imellem dem er sindet [EGO], hvori selvet genspejles som »jeg er«.

På grund af sindets ufuldkommenheder, dets umodenhed og rastløshed, dets mangel på skelneevne og indsigt, forestiller det sig, at det er kroppen – ikke selvet. Alt, hvad der behøves, er at rense sindet, så det kan erkende sin identitet med selvet.

Egoet tror det er  bevidsthedens center, det ved ikke at jeg’et er bevidsthedens center, for det kan ikke se jeg’et, selv om det er aktivt.
Når sindet [EGO] smelter sammen med selvet [JEG ER], er kroppen ikke noget problem.

Den forbliver, hvad den er, et instrument til erkendelse og handling, et redskab og et udtryk for den skabende indre ild. Kroppens afgørende værdi ligger i, at den tjener til at åbenbare det kosmiske legeme, universet i sin helhed.

Efterhånden som du erkender dig selv i det åbenbarede, vil det i stigende grad gå op for dig, at du er meget mere, end du har forestillet dig.

Egoet dør og genopstår i jeg’et og legemet bliver nu bevidsthedens tjener.
Det ligger i selve universets struktur, at det højere kun kan nås gennem frigørelse fra det lavere.

Alt, hvad der lever, arbejder for at beskytte, bevare og udvide bevidstheden. Dette er verdens eneste mening og formål.

Alt, fra det fysiske stof, til planter, dyr, elementarvæsner, mennesker, engle, etc. arbejder alle på dette, og sammen, det er en helhed.
Smerte og lyst, godt og ondt, rigtigt og forkert, er alle relative betegnelser og må ikke opfattes ubetinget. De er begrænsede og tidsbundne.

Lidelsen er virkelig i den fysiske verden, men vi er ikke af den fysiske verden, vi forlader den igen, derfor betragter han og andre smerten som en illusion.

Det var et af mine helt store problemer som barn, jeg kunne ikke lære regler, jeg skulle forstå og det var sejt at forstå hvad der var rigtigt og forkert, hvad der var vigtigt og mindre vigtigt.

Vi er sjælen, vi er aldrig rigtigt i den fysiske verden.

Smerten er fysisk, lidelsen er mental. Hinsides sindet er der ingen lidelse.

Smerten er kun et signal, der viser, at kroppen er i fare og har behov for omsorg.

På samme måde advarer lidelsen os om, at erindrings- og vanestrukturen, som vi kalder personen, trues af død eller forandring.

Smerten er afgørende for kroppens overlevelse, men der er ingen, der tvinger os til at lide.

Lidelse kommer udelukkende af, at man klamrer sig fast eller gør modstand, og det er tegn på manglende vilje til at komme videre, til at lade sig bære frem af livet.

Lidelse er resultatet af at kæmpe imod den vej der er bedst for os og som sjælens visdom kan vise os.
Det evige begær efter nydelse er genspejlingen af den tidløse indre harmoni.

Det er en iagttaget kendsgerning, at man kun bliver selvbevidst, når man fanges ind i konflikten mellem nydelse og smerte, som fordrer valg og beslutning.

Al udvikling sker gennem fejl der rettes, dvs. smerten fortæller at vi har valgt forkert, af hvilket vi lærer for fremtidige valg.
Det er denne konflikt mellem begær og frygt, der forårsager vrede, som er den store ødelægger af sundhed og liv.

Når smerten bliver accepteret og forstået som den lærestreg og advarsel, den er, og når den bliver undersøgt til bunds og lyttet til, så falder adskillelsen mellem smerte og nydelse bort, og begge bliver til erfaring – smertefuld, når den modarbejdes, frydefuld, når den bliver accepteret.

Dette er Miraklet som omtales i EKIM, når vi forstår.
Sp: Anbefaler du at undgå nydelsen og opsøge smerten?

Sv: Nej – heller ikke at opsøge nydelsen og undgå smerten.

Accepter begge, når de opstår, fryd dig over begge, så længe de varer, og lad dem så fare.

Det er ok at synde, indtil det ikke er en nydelse længere, dvs. så længe det ikke bliver en vane.
Det er nemt at bringe smertens virkelighed ind i opmærksomhedens brændpunkt.

Det er ikke så enkelt, når det drejer sig om lidelse. Det er ikke nok at sætte fokus på lidelsen, for sindets liv, som vi kender det, er en fortsat strøm af lidelse.

For at nå ned til lidelsens dybere lag må du gå til dens rødder og afdække deres uhyre underjordiske netværk, hvor frygt og begær er vævet tæt ind i hinanden, og livets energistrømme gør modstand og hæmmer og ødelægger hinanden.

Ved at være opmærksom på det »JEG-ER«, som du er.

Ved at betragte dig selv i det daglige arbejde med årvågen interesse for at forstå snarere end at fordømme, i fuld godkendelse af, hvad der end måtte dukke frem, fordi det er der.

Så ansporer du det dybtliggende til at komme op til overfladen og berige dit liv og din bevidsthed med dets bundne energier.

Selviagttagelse!
Dette er opmærksomhedens store værk; det fjerner forhindringer og frigiver energier ved forståelse af livets og sindets natur.

Intelligensen er porten til frihed, og årvågen opmærksomhed er intelligensens moder.

Intelligens er udtryk for vor visdom, det skal ikke forvekles med det hårde spekulative arbejde som studerende laver på universitet, intelligens er mere inspirativ.
Hvorfor ender nydelsen i smerte?

Alt har en begyndelse og en ende, og det har nydelsen også.

Forvent ingenting, og fortryd ingenting – så vil der ikke være nogen lidelse.

Det er erindringen og indbildningskraften, der er skyld i lidelsen.

Nydelse bliver til vane og det er lidelse at forlade vaner.

Skuffede forventninger skaber fx vrede, mm.

Fortrydelselse skaber fx frygt, mm.

Selvfølgelig kan den smerte, der følger efter nydelsen, skyldes misbrug af kroppen eller sindet.

Kroppen kender sine grænser, men det gør sindet ikke. Dets begær er talløse og uden grænser.

Iagttag dit sind med stor flid, for der ligger både din trældom og nøglen til din frihed.

Vanviddet er universelt, sjælelig sundhed er sjælden. Alligevel er der håb, for i det øjeblik vi opdager vort vanvid, er vi ved at blive sunde.

Selviagttagelse er alfa og omega.

Alle gamle sjæle er født selviagttagende, introverte.

Der er ingen mur, for der findes ikke godt og ondt.

I enhver konkret situation er der kun det nødvendige og det unødvendige.

Det fornødne er rigtigt, det unødige er forkert.

Og igen, sjælens visdom fortæller hvad der er fornødent, hvis vi lytter efter.
Situationen afgør [hvad der er rigtigt eller forkert].

Enhver situation er en udfordring, der kræver den rigtige reaktion.

Når reaktionen er rigtig, er udfordringen imødekommet, og problemet er løst.

Hvis svaret er forkert, er udfordringen ikke imødekommet, og problemet forbliver uløst.

Det er dine uløste problemer, der skaber din karma. Løs dem på den rigtige måde – så bliver du fri.

Det er vor karma der blokerer for at vi kan høre sjælen, karma er vore illusioner, det er løgringene i egoet.
Det fornødne er godt, og det unødige er ondt.

I din verden er det behagelige godt og det smertefulde ondt.

Det er nødvendigt at gro. Det er nødvendigt at vokse ud over sig selv.

Og vi gror ved at forstå hvad der er fornødent.
Hos nogle kommer selvrealisation umærkeligt, og de har på en måde behov for at blive overbevist.

De har forandret sig, men de har ikke selv lagt mærke til det

Sådanne lidet iøjnefaldende tilfælde er ofte de mest ægte.

Hvis du virkelig vil gøre fremgang, må du opgive alle tanker om personlige resultater.

De såkaldte yogiers ambitioner er helt absurde. Mandens begær efter kvinden er den rene uskyldighed i sammenligning med begæret efter evig personlig lyksalighed. Sindet bedrager.

Jo frommere det virker, desto værre er bedraget.

Vi ledes frem til indvielsen af livet, livet [helligånden] er vores hierofant, vi har intet begær efter personlige resultater, vi vandrer vejen uden at gå den bevidst, for vi kender den ikke, livet fører os mod målet, ad snirklede veje.
Det er som at betragte en brændende røgelsespind. Først ser du pinden og røgen. Når du får øje på det glødende punkt, indser du, at det har kraft til at fortære bjærge af røgelsespinde og fylde universet med røg.

Selvet virkeliggør sig i evighed uden at bruge sine uendelige muligheder op. Røgelsespinden er kroppen, og røgen er sindet.

Så længe sindet har travlt med at forvanske virkeligheden, erkender det ikke sit udspring.

Gløden er selvet, sjælen, JEG ER.
Af natur er sindet [EGO]udadvendt; det vil altid have en tilbøjelighed til at søge tingenes årsag i tingenes verden.

At få at vide, at kilden skal søges i det indre, er på en måde begyndelsen til et nyt liv.

Opmærksomhed træder i stedet for bevidsthed; i bevidsthed er der et »jeg«, som er bevidst, mens opmærksomhed er udelt; opmærksomhed er opmærksom på sig selv.

»Jeg er« er en tanke, mens opmærksomhed ikke er en tanke; der er ingen »jeg er opmærksomhed« i opmærksomhed.

Bevidsthed er et kendetegn, en tillagt egenskab; det er opmærksomhed ikke; man kan være opmærksom på at være bevidst, men ikke bevidst om opmærksomhed.

Gud er bevidsthedens totalitet, men opmærksomhed er hinsides al væren og ikke-væren.

Sjælen er opmærksomhed, den ER, derfor kan den heller ikke se sig selv.
Verden er virkelig, men det er din opfattelse af den ikke.

Der er ikke anden mur mellem os end den, du har bygget.

Der er ikke noget i vejen med sanserne; det er din indbildning, der vildleder dig. Den tilslører verden, som den er, med dine forestillinger om den – noget, der er til uafhængigt af dig, men som alligevel nøje følger dine nedarvede eller erhvervede mønstre.

Der er en dyb modsigelse i din holdning, som du ikke ser, og som er sorgens årsag.

Sanserne skal levere indtrykket direkte til opmærksomheden, uden at egoet fortolker det sansede.
Du kender kun dig selv gennem sanserne og sindet.

Du tror, du er, hvad de siger, du er; uden at have direkte viden om dig selv har du bare ideer; alle indirekte, andenhånds, gennem omtale.

Hvad du end tror, du er, det regner du for at være sandt; den vane at forestille dig selv som noget, der kan opfattes og beskrives, er meget stærk hos dig.

Vore meninger, vore illusioner.
Jeg er som en skærm – blank og tom. Billederne går hen over den og forsvinder og efterlader den lige så blank og tom som før. Skærmen er på ingen måde påvirket af billederne, ligesom billederne ikke er påvirket af skærmen.

Skærmen opfanger og reflekterer billederne, men den skaber dem ikke. Den har intet med filmrullerne at gøre. De er, hvad de er, stumper af skæbne, ikke min skæbne, men menneskeskæbner på skærmen.

Sjælen er blank og tom, men ordløse tanker dukker op i nuet for at forsvinde igen når de ikke længere er nødvendige.

Se også Trungpas kosmiske spejl.

Både spørgsmålet og svaret kommer til syne på skærmen. Læberne bevæger sig, kroppen taler – og igen er skærmen blank og tom.

Jeg mener: Helt fri for indhold. Jeg er hverken erkendelig eller forståelig for mig selv. Der er intet, jeg kan pege på og sige »jeg er dette«.

Meninger slæber vi rundt på, men sjælens tanker er ikke noget vi har med os, det kommer fra menneskehedens følles visdom.
Du identificerer dig så let med alting; for mig er det umuligt.

Den følelse, at jeg hverken er dit eller dat, og at der ikke er noget, der er mit, er så stærk i mig, at lige så hurtigt, som en ting eller en tanke dukker op, kommer følelsen »dette er jeg ikke« med det samme.

Egoet identificerer sig med alle mulige meninger, men sjælen har ikke hukommelse og derfor ikke meninger.

Dette gør også at gamle sjæle og indviede får en dårligere hukommelse.

På en eller anden måde føler jeg, at jeg ved at flytte opmærksomhedens fokuspunkt bliver selve den ting, jeg ser på, og oplever den bevidsthedsform, den har. Jeg bliver tingenes indre vidne.

Denne evne til at gå ind i andre bevidstheds brændpunkter kalder jeg kærlighed. Du kan kalde det, hvad du vil.

Kærlighed siger »jeg er alt«, visdom siger »jeg er ingenting«. Mit liv flyder mellem de to. Da jeg på ethvert punkt i tid og rum både kan være en oplevelses subjekt og dens objekt, udtrykker jeg det ved at sige, at jeg er begge dele, ingen af delene og hinsides begge.

Når vi ser en anden sjæl, så glider vi ind i denne sjæl og sjælen er kærlighed, skønhed og sandhed.

Vesica Pisces

Vesica pisces er en gammel beskrivelse af mennesket, med sjælen som det der binder krop sammen med ånd.

Vesica Pisces

Vor bevidsthed er vandt til at se sig selv som værende i kroppen, men efterhånden som vi udvikler os så flyttes fokus fra kroppen op i sjælen og videre op i ånden, og mange gamle sjæle er bevidsthedsmæssigt allerede meget i sjælen, men de har ikke helt opdaget det.

Når vi dagdrømmer, kontemplerer eller mediterer så er vi ofte i sjælen, vi har bare ikke tænkt over at tankerne ikke er baseret på ord.

Kristus er den centrale figur i vesica pisces, her overlapper krop og ånd i sjælen, der danner bro mellem krop og ånd, derfor hedder det, at vi kun når faderen gennem sønnen, dvs. vi skal udvikle jeg’et i sjælen for at nå Gud.

Eckhart Tolle og Væren

Eckhart Tolle beskriver også sjælen og hans beskrivelse svarer til de andres beskrivelse, men selvfølgelig med hans egne ord, og han går meget kontant tilværks i “Lev i nuets kraft”, der er et koncentrat der beskriver det centrale af “Lev i nuet”.

Der er ikke meget fyldstof i denne bog, hvilket også gør at jeg har taget det meste med fra første kapitel:

Eckhart Tolle og Væren (Kap 1 og 2) Mine kommentarer
Der findes et evigt, altid-nærværende Ene Liv hinsides de talløse livsformer, der er underkastet fødsel og død. Mange mennesker bruger ordet Gud til at beskrive det; jeg kalder det ofte Væren. Denne væren er sjælen.
Ordet Væren forklarer ikke noget, men det gør Gud heller ikke.

Men Væren har den fordel, at det er et åbent begreb. Det reducerer ikke det uendelige og usynlige til et begrænset væsen.

Det er uendeligt og usynligt, hvilket skal tages helt bogstaveligt.
Det er umuligt at forme et mentalt billede af det.

Der er ingen, der kan påstå, at de har monopol på Væren.

Den er selve din essens, og den er umiddelbart tilgængelig for dig som følelsen af dit eget nærvær. Derfor er der kun et lille skridt fra ordet Væren til oplevelsen af Væren.

Du er sjælen!
VÆREN ER IKKE BARE HINSIDES, MEN OGSÅ DYBT INDE i enhver ydre form som dens allerinderste usynlige og uforgængelige essens.

Det betyder, at du kan :fa kontakt med den nu som dit eget dybeste selv, din sande natur. Men prøv ikke på at forstå den.

Du kan kun opleve den, når sindet er stille.

Når du er nærværende, når opmærksomheden er totalt og intenst i Nuet, kan Væren opleves, men den kan aldrig forstås mentalt.

Sjælen er usynlig, tankerne i sjælen er usynlige, vi kan ikke analysere dem på samme måde som de ordbaserede tanker.
At genvinde bevidstheden om Væren og at forblive i denne tilstand af “følelse-indsigt” er oplysning.

Ordet oplysning fremmaner ideen om en eller anden overmenneskelig præstation, og egoet kan godt lide at bibeholde denne ide, men der er bare tale om din naturlige tilstand af følt enhed med Væren.

Den er en tilstand af at være forbundet med noget umåleligt og uforgængeligt, noget det, næsten paradoksalt, essentielt set både er dig, og samtidig er meget større end dig.

Den er at finde din sande natur hinsides navn og ydre form.

Oplysning er at se igennem illusionerne, opløse vore meninger.

Vores sjæl er umådelig stor samtidig med at den er del af noget uendelig større, menneskehedens samlede sjæl.

Heraclitus:
Never will you find the boundaries of the soul, by whatever paths you search for them; so all-embracing is the soul’s being.

Den manglende evne til at føle denne forbundethed er ophav til illusionen om adskillelse fra dig selv og fra verden omkring dig.

Du oplever så bevidst eller ubevidst dig selv som et isoleret brudstykke.

Der opstår frygt, og konflikt indadtil og udadtil bliver normen.

Gennem denne isolation har vi lært at blive et enkeltindivid.
Den største hindring for at opleve, at din egen forbundethed er virkelig, er identifikation med sindet, der får tankerne til at blive tvangsprægede.

Det er en frygtelig plage ikke at være i stand til at stoppe tankerne, men det indser vi ikke, fordi næsten alle lider under denne plage, og den anses derfor for at være normal.

Denne uophørlige mentale støj hindrer dig i at finde det område med indre stilhed, der er uadskilleligt fra Væren.

Den skaber også et falsk selv som kaster en skygge af frygt og lidelse.

Vi identificerer os med vore meninger, og det binder vor frie tænkning.

Angst, vrede, had er udslag af at de ordbaserede tanker roterer rundt i meninger og komplekser vi har passet og plejet op gennem livet.

Støjen lukker af for sjælen, for vor indre visdom.

Dette falske selv kender vi også som egoet.

Identifikation med sindet skaber et uigennemsigtigt slør af begreber, etiketter, billeder, ord, domme og definitioner, der blokerer for ethvert sandt forhold.

Dette slør kommer mellem dig og dit selv, mellem dig og dine medmennesker, mellem dig og naturen og mellem dig og Gud.

Det er dette slør af tanker, der skaber illusionen om adskillelse, illusionen om at der er dig og en helt adskilt “anden”.

Du glemmer så den væsentlige kendsgerning, at du bag de fysiske fænomener og adskilte formers niveau er et med alt, der eksisterer.

Identifikationen med egoet skaber et uigennemsigtigt slør, der blokerer enhver sand forståelse, vi lever i en illusion der gør at vi ikke kan vurdere verden rigtigt.

Vi glemmer at vi er del af en helhed, gennem sjælen er vi del af menneskehedens samlede sjæl.

Sindet er et fremragende redskab, hvis det bruges rigtigt. Men når det bruges forkert, bliver det meget destruktivt.

Eller sagt mere præcist, det er ikke så meget det, at du bruger sindet forkert – du bruger det i almindelighed slet ikke.

Det bruger dig. Det er sygdommen. Du tror, du er sindet. Det er illusionen. Redskabet har overtaget dig.

Egoet styrer os, vi tror vi er egoet og lader det styre os, vi tror det’s begær og og følelser er vore.

Målet er at gøre egoet til vores tjener og ikke være dets slave.

BEGYNDELSEN TIL FRIHED er den indsigt, at du ikke er det væsen, der har besat dig – tænkeren.

At vide dette sætter dig i stand til at observere væsenet. I det øjeblik, du begynder at iagttage tænkeren, aktiveres et højere bevidsthedsniveau.

Her er vi i pandechakraet, observatøren.
Du begynder da at indse, at der findes et umådeligt område af intelligens hinsides tanken, og at tanken kun er et meget lille aspekt af denne intelligens.

Du indser også, at alle de ting, der virkelig betyder noget – skønhed, kærlighed, kreativitet, glæde og indre fred – opstår hinsides sindet.

Du begynder at vågne.

Denne intelligens er vores og menneskehedens opsamlede visdom gennem vore mange inkarnationer.

Sjælen er sandhed, skønhed og kærlighed.

MENS DU LYTTER TIL TANKEN, føler du et bevidst nærvær – dit dybere selv – så at sige bagved eller nedenunder tanken.

Tanken mister derved sin magt over dig og falder hurtigt til ro, fordi du ikke længere giver energi til sindet ved at identificere dig med det.

Dette er begyndelsen til afslutningen på ufrivillig og tvangspræget tænkning.

Når en tanke stilner af, oplever du et brud i den mentale strøm – et tomrum af “ikke-sind”.

Til at begynde med vil tomrummene være kortvarige, måske nogle få sekunder, men de vil gradvis blive længere. Når disse tomrum. opstår, føler du en vis indre stilhed og fred.

Det er begyndelsen på din naturlige tilstand af følt enhed med Væren, der normalt er tilsløret af sindet. Når du øver dig, vil følelsen af stilhed og fred blive dybere. Faktisk er der ikke nogen grænse for hvor dyb, den kan blive.

Du vil også føle en subtil udstråling af glæde, der har sin oprindelse dybt inde i dig, nemlig glæden ved Væren.

Tilbage i slut tyverne oplevede jeg at jeg havde en observatør som fulgte mine tanker, uden moralske pegefingre, jeg vidste hvor dumt noget var jeg foretog mig, jeg havde en indre spøg om at jeg kendte procenterne for hvor dumt jeg handlede før end jeg gjorde det. Denne observatør overtog langsomt rollen som det centrale jeg.

Først senere læste jeg om hvad det var der var sket: ‘Iagttageren’ overtager ganske langsom rollen som bevidsthedens centrum, det flytter fra egoet til jeg’et, ofte uden vi lægger mærke til det.

Når du går dybere ind i denne sfære af ikkesind, som det af og til kaldes i østen, opnår du tilstanden af ren bevidsthed.

I den tilstand føler du dit eget nærvær med så stor intensitet og glæde, at al tænkning, alle følelser, din fysiske krop og hele den ydre verden bliver relativt betydningsløse i sammenligning hermed.

Og dog er det ikke en selvisk, men en uselvisk tilstand. Den fører dig hinsides det, du hidtil har tænkt på som “dig selv”.

Dette nærvær er essensen af dig og samtidig ufatteligt meget større end dig.

Essensen er summen af alle vore inkarnationer som del af menneskehedens samlede visdom.
I STEDET FOR AT “IAGTTAGE TÆNKEREN” kan du også skabe et tomrum i sindets strøm, ved simpelthen at flytte din opmærksomheds fokus ind i Nuet. Vær bare intenst opmærksom på Nuet.

Det er dybt tilfredsstillende at gøre det. På den måde trækker du bevidstheden væk fra sindets aktivitet og skaber et tomrum af ikke-sind, i hvilket du er meget vågen og bevidst, men ikke tænker.

Dette er essensen af meditation.

Det vil sige at vi skal være bevidste om vore handlinger, vi skal ikke køre på rygmarven.
I HVERDAGEN kan du øve dig i det ved at tage en hvilken som helst rutineaktivitet, der normalt kun er et middel til at nå et mål, og give den din fulde opmærksomhed, så den bliver et mål i sig selv.

Hver gang, du går op og ned af trapperne i dit hus eller på dit arbejde, kan du f.eks.være meget opm.ærksom på hvert eneste trin, på hver en bevægelse, ja selv på dit åndedræt. Vær totalt nærværende.

Eller når du vasker hænder, så vær opmærksom på alle de sanseindtryk, der er forbundet med den aktivitet, feks. lyden og følelsen af vandet, dine hænders bevægelser, lugten af sæbe osv.

Eller hold en pause på nogle sekunder, efter at du har sat dig ind i din bil og har lukket døren, og iagttag dit åndedræts rytme.

Bliv bevidst om en stille, men kraftfuld fornemmelse af nærvær.

En sikker måde, hvorpå du kan måle din succes med denne øvelse, er i hvor høj grad, du føler indre fred.

Når jeg lavede rutineaktiviteter som fx at vaske op, så var jeg helt koncentreret om det, jeg forsøgte at gøre tingene på nye måder hvergang, det forhindrede opbygningen af vaner, ligesom det gjorde mig bevidst i nuet.

Dette gjorde jeg ikke fordi jeg havde læst man skulle, jeg gjorde det bare. Først senere læste jeg om det og forstod sammenhængen og jeg regner med at det var noget jeg havde lært i tidligere inkarnationer, som jeg så gjorde nu, uden at følge regler.

En dag fanger du måske dig selv i at smile over stemmen i hovedet, på samme måde som du smiler ad et barns narrestreger.

Det betyder, at du ikke længere tager sindets indhold så alvorligt, fordi oplevelsen af at være dig selv ikke er afhængig af dette indhold.

Igen, egoets tænkning er ordbaseret, jeg’ets er ikke.

Eckhart Tolle on Awareness and Sense Perception

Eckhart Tolle on the Ego and Thoughts

Adyashanti – Egoet

Adyashanti om Egoet (ref) Mine kommentarer
Lige pludselig havde jeg en forståelse af, hvad der skete, når de voksne kommunikerede med hinanden, nemlig at det, de i virkeligheden meddelte, var deres tanker, og at de hver især rent faktisk troede på, at deres tanker var sande.

Problemet var, at alle de forskellige voksne havde forskellige ideer om, hvad de troede sandheden var, og når de kommunikerede med hinanden, foregik der denne stiltiende forhandling, dette forsøg på at vinde hinanden over og forsvare sin egen tankegang og sine egne overbevisninger

Her er vi i meningernes vold, i de subjective sandheders rige, hvor hvert menneske har sin sandhed, som skiller det fra resten af menneskeheden, alle kriges moder.
Men som alt andet har også sproget en skyggeside. Og tænkningen har en skyggeside, og det er tænkningens skyggeside, vi ikke lærer noget om.

Ingen fortæller os, at det er meget farligt at tro på de tanker, vi har i bevidstheden. Vi lærer det direkte modsatte.

I virkeligheden programmeres vi under opvæksten nogenlunde ligesom en computer – af vores forældre, af verden omkring os, af hinanden.

Vilærer at tænke kategorisk. Noget er enten på den ene eller den anden måde, rigtigt eller forkert, sort eller hvidt. Denne programmering påvirker vores måde at tænke på og vores måde at opfatte verden på. Er den blå? Er den rød? Er den stor? Er den høj?

Krishnamurti sagde engang: “Når man lærer børn, at en fugl hedder ‘fugl, vil de aldrig mere se fuglen igen.” De ser i stedet ordet “fugl”.

Det er, hvad de ser og føler, og når de kigger op på himlen og ser det mærkelige vingede væsen flyve af sted, glemmer de, at det, som findes der, i virkeligheden er et stort mysterium.

De glemmer, at de i virkeligheden ikke ved, hvad det er. De glemmer, at den ting, der flyver hen over himlen, er hinsides alle ord, at den er et udtryk for livets ufattelige storhed.

Vi erstatter hvad vi ser med abstraktioner, og herved forsvinder vore muligheder for at forstå verden.
Evnen til at tænke og anvende sprog har en skyggeside, som kan føre til lidelse og unødige konflikter med andre, hvis vi ikke omgås den opmærksomt og med visdom.

Det, tænkningen gør, er nemlig at adskille. Den klassificerer. Den benævner. Den opdeler. Den forklarer.

Der er imidlertid en særdeles nyttig side ved tanker og sprog, og begge dele er derfor meget nødvendige at udvikle.

Evolutionen har arbejdet hårdt på at sikre, at vi har evnen til at tænke sammenhængende og rationelt, eller, sagt på en anden måde, til at tænke tanker, som sikrer vores overlevelse.

Men når vi ser tilbage på verden, forstår vi, at selve det, der er blevet til som en hjælp til at overleve, også er blevet en slags fængsel for os.

Vi er blevet fanget i en drømmeverden, en verden, hvor vi primært lever i forstanden.

Sproget og den analytiske tænkning var nødvendig for at vi kunne udvikle os som selvstændige væsner og den var nødvendig for at vi kunne finde tilbage til den åndelige verden igen, til den ordløse tænkning.
Når mange af de gamle helgener og vismænd siger: “Din verden er en drøm. Du lever i en illusion”, refererer de til denne forstandens verden og den måde, hvorpå vi tror på vores tanker om virkeligheden.

Når jeg har en tanke, der drejer sig om dig, er det noget, jeg har skabt. Jeg har forvandlet dig til en ide. Hvis jeg har en ide om dig, som jeg tror på, har jeg i en vis forstand nedværdiget dig. Jeg har gjort dig helt lille. Det er sådan, mennesker gør, det er, hvad vi gør mod hinanden.

Når vi ser verden gennem vores tanker, holder vi op med at opleve livet, som det virkelig er, og andre, som de virkelig er.

Vi projicerer vore meninger/illusioner ud på vor omverden.
For virkelig at forstå årsagen til lidelse og vores mulighed for at slippe den og blive fri for den, er vi nødt til at se nærmere på den dybere årsag til menneskelig lidelse.

Når vi tror på, hvad vi tænker, når vi antager, at vores tænkning er virkeligheden, kommer vi til at lide.

Det er ikke indlysende, før man får øje på det, men i samme øjeblik, vi tror på vores tanker, begynder vi at leve i en drømmeverden, hvor forstanden opbygger en hel verden af begreber, som i virkeligheden ikke findes andre steder end i selve forstanden.

I det øjeblik begynder vi at opleve en følelse af isolation, hvor vi ikke længere mærker, at vi er forbundet med hinanden på en rig og menneskelig måde, men må konstatere, at vi i stadig højere grad trækker os ind i tankernes verden, ind i den verden, vi selv har skabt

Når vi tror på vore tanker, så ser vi verden igennem dem, og så ser vi hvad vi ønsker at se og ikke verden som den er, men ren ønsketænkning.
Så hvad er vejen ud? Hvordan undgår vi at fare vild i vores egne tanker, projektioner, overbevisninger og meninger? Hvordan kan vi begynde at finde vej ud af hele denne lidelsens labyrint?

Til at begynde med er vi nødt til at gøre en enkel, men meget vigtig iagttagelse: Alle tanker – gode tanker, dårlige tanker, smukke tanker, onde tanker – foregår inde i noget.

Alle tanker opstår og forsvinder i et kæmpemæssigt rum. Hvis du holder øje med din tankevirksomhed, vil du se, at en tanke simpelthen opstår af sig selv – den dukker op uden nogen hensigt – fra din side.

Vi lærer, at vi som reaktion på dette skal tage fat i den og identificere os med den.

Men hvis vi blot et øjeblik kan give afkald på denne tendens til ængsteligt at gribe efter tankerne, begynder vi at lægge mærke til noget meget dybsindigt, nemlig at tanker opstår og udspiller sig, spontant og på egen hånd, inden for et uhyre stort rum.

Vores støjende tanker opstår i virkeligheden inde i en meget, meget dyb følelse af stilhed.

De ordløse tanker er bag denne stilhed, de støjende ordbaserede tanker lukker af for disse ordløse tanker.

Det vi har det svært ved at overskue er vor karma, alle vore rodede meninger, regler, komplekser og tankeskabte begær vi har opsamlet eller skabt op gennem livet, når de forsvinder er der intet uoverskueligt længere, ingen fremmedlegemer, vi er bare os selv.

Der er stadig begær tilbage, de naturlige, som legemets begær, og kun nogle enkelte kunstige begær opfundet i tankerne, som te og god ost, men begærene styrer os ikke.

Chögyam Trungpa – Det kosmiske spejl

Visionen om menneskets grundlæggende godhed – det grundlæggende er sjælen og den er kærlighed.

Cosmic Mirror

Sjælens kosmiske spejl

Trungpa beskriver ligeledes sjælen, det kosmiske spejl, meget tydeligt, men igen er det svært at relatere til hvis man ikke selv har fornemmelse for ens egen ordløse tænkning, men jeg håber mine kommentarer hjælper.

Chögyam Trungpa om Sjælen og Nu’et (ref1, ref2) Mine kommentarer
Dette kapitel handler om nuhedens fundament, og hvordan man opdager den. Du er nødt til at se bagud for at genopdage nuhed, helt tilbage til der, hvor du kom fra – tilbage til det originale udgangspunkt.

I dette tilfælde er det at se bagud ikke at se bagud i tid – at gå flere hundrede år tilbage. Men det er derimod at se ind i sit eget sind, til før “en historie” opstod, før tænken begyndte og før tankerne fødtes.

Når du er i kontakt med dette originale fundament, bliver du aldrig forvirret af fortidens eller fremtidens illusioner. Du er hele tiden i stand til at hvile i nuhed.

Denne originale fundamentale sindstilstand kan sammenlignes med et oprindeligt spejl eller et kosmisk spejl.

Ved oprindeligt mener vi ubetinget – noget som ikke er skabt af ydre omstændigheder.

Denne ubetingede tilstand kan sammenlignes med et oprindeligt eller kosmisk spejl, fordi den -ligesom et spejl- er villig til at reflektere alt, fra det groveste til det mest forfinede niveau, og det forbliver til stadighed, som det er.

Det kosmiske spejls grundform er uendelig og tager ikke parti for noget – stort eller småt, håb eller frygt.

Det oprindelige er sjælen, den afspejler alt der kommer fra vor ydre virkelighed.
Måden at se bagud og opleve det kosmiske spejls sindstilstand på er ved ganske enkelt at slappe af.

Her refererer afslappelse til at lade sindet hvile, at give slip på den uro, de forestillinger og bekymringer, som normalt fastholder dig.

I meditationen er du hverken “for” eller “imod” det, du oplever. Det vil sige, at du hverken sætter pris på eller fornægter dine tanker, men forholder dig helt neutralt til dem.

Du lader tingene være, som de er, uden at vurdere dem. På den måde lærer du dig selv at blive fri for begreber og at give direkte udtryk for din eksistens.

Det er den ideelle tilstand af afslappelse, og den giver dig mulighed for at opleve nuheden i det kosmiske spejl.
Faktisk er det allerede oplevelsen af det kosmiske spejl.

Når du er stand til at se på noget uden at skulle sige: “Dette er for eller imod mig”, “jeg kan gå med til dette her”, eller “jeg kan ikke gå med til dette”, så oplever du det kosmiske spejls væsen, det kosmiske spejls visdom.

For at opleve det kosmiske spejl, sjælen, så skal vi gøre os fri af vore meninger, vore illusioner.

Vi skal være mere interesseret i sandhed end i at have ret, være mere interesseret i vore oplevelser end i at fælde domme.

At sanse er ikke kun det, du opfatter, men derimod hele opfatteprocessen – den måde hvorpå bevidsthed, sanseorganer og sanseområder eller objekter for sanseindtrykkene gensidigt påvirker hinanden. Målet er at sansningen spejles direkte i det kosmiske spejl, at den fysiske virkelighed forklares direkte af sjælen.
Normalt begrænser vi sanserigdommens betydning.

Mad minder os om at spise, snavs minder os om at gøre rent, sne minder os om at skrabe bilen for at kunne komme på arbejde, og et ansigt minder os om kærlighed eller had.

Med andre ord indpasser vi det, vi ser, i en behagelig eller velkendt ramme.

Vi udelukker enhver storhed eller mulighed for dybere sansning fra hjertet ved at fastholde vores egen fortolkning af fænomenerne.

Normalt så omsætter vi vore indtryk til følelser, vi handler på dem ud fra regler vi har skabt tidligere, ud fra vore meninger.

Vi skal i stedet skippe dette egoets støj og lade hjertet, der er åbningen indtil vores sjæl, være åbent, modtagende og spejlende.

Men det er muligt at gå ud over sin egen fortolkning og at lade uendeligheden komme ind i hjertet ved hjælp af sanserne.

Vi har altid valget: Enten kan vi begrænse sanserigdommen og derved udelukke uendeligheden, eller vi kan tillade uendeligheden at påvirke os.

Når vi trækker uendelighedens kraft og dybde ind i en sansning, så fremkalder og opdager vi magien.

Ved magi menes ikke en unaturlig magt over fænomenverdenen, men derimod en opdagelse af den medfødte eller oprindelige visdom i verden – sådan som den er.

Den visdom, vi opdager, er uden begyndelse – det kosmiske spejls visdom.

Det kosmiske spejl er sjælen, sjælen er del af menneskehedens samlede sjæl, den indeholder menneskehedens samlede visdom.

Jo flere liv vi har levet jo større er vores sjæl, vor forståede karma transformeres til visdom, og sjælen er vor visdom.

På tibetansk kalder man denne tilstands magiske egenskab eller naturlige visdom for drala.

Dra betyder “fjende” eller “modstander” og la betyder “ovenover”. Så drala betyder bogstaveligt talt “oven over fjenden”.

Drala er den ubetingede visdom og kraft i verden og er fri af dualisme – derfor er drala hævet over fjender eller konflikter.

Det er en visdom, der er hævet over aggression. Det er det kosmiske spejls selveksisterende visdom og kraft, der afspejles både i os selv og i sanseindtrykkenes verden.

Et af nøgleordene i opdagelsen af drala-princippet er at erkende, at ens egen visdom som menneske ikke adskiller sig fra tingenes kraft i sig selv.

Denne visdom er også bag den fysiske verden, astralverdenen er maskinrummet bag den fysiske verden, men visdommen bag er sjæleverdenen, også kaldet devakan.
Begge afspejler det kosmiske spejls ubetingede visdom.

Derfor er der ingen fundamental adskillelse eller dualitet mellem dig og omverdenen.

Når du kan opleve disse to ting samtidigt – som et – har du adgang til en kolossal visdom og kraft i verden.

Du indser, at du og omverdenen er naturligt forbundet med din egen visdom, dit egen væsen.

Så hvad vi oplever i den fysiske verden er fuldt forklaret gennem sjæleverdenen.
Når du fremkalder ydre og indre drala, rejser du en energi- og glædesvind i tilværelsen.

Du begynder at mærke en naturlig kraft og opstemthed manifestere sig i livet.

Når du har vakt vindhest til live, kan du rumme alt, hvad der end måtte opstå i sindet. Der er ingen vaklen eller tøven af nogen slags.

Så frugten af at have fremkaldt hemmelig drala er, at du oplever en sindstilstand uden underbevidst snak – uden tøven og tvivl.

Du oplever selve nuet af din sindstilstand.

Det er ungdommeligt, frisk og jomfrueligt. Selve øjeblikket er uskyldigt og ægte. Det indeholder hverken tøven eller tvivl. Det er godtroende på en positiv måde og Fuldstændigt frisk.

Hemmelig drala er at opleve din sindstilstands øjeblik, som er essensen af nuhed. Du oplever faktisk lige i nuet at være i stand til at forbinde dig med det kosmiske spejls ufattelige vision og visdom.

Når vi giver udtryk for vore meninger, så afspiller vi nogle strenge af ord som vi har gemt engang i fortiden, ofte i frygt for fremtiden.

Det er modsætningen til frisk, uskyldigt og ægte, det er støvet,  uinteressant, slidt og sædvanligvis ubrugeligt i nuet.

Når du lever i det kosmiske spejl, så ved du, at det du oplever i den fysiske verden og i sjæleverdenen er to sider af samme sag, du ved det er rigtigt.

Den lille Prins af Antoine de Saint Exupery er endnu et godt eksempel på litteratur, der vækker en form for almindelig eller elementær magi til live.
Et sted i historien møder den lille prins en ræv.Prinsen er meget ensom og ønsker, at ræven skal lege med ham, men den siger, den ikke kan lege, medmindre den bliver tæmmet. Prinsen spørger om betydningen af ordet “tæmmet”.Ræven forklarer, at det betyder “at knytte bånd” på en sådan måde, at ræven vil blive noget særligt for den lille prins, og prinsen noget særligt for ræven.Saint Exupery har her et andet ordforråd til at beskrive opdagelsen af magi, eller drala på, men oplevelsen af det er grundlæggende den samme.Senere, efter at ræven er blevet tæmmet, og den lille prins skal forlade den, fortæller ræven, hvad den kalder “min hemmelighed, en meget enkel hemmelighed”, som er, at “det er kun med hjertet, at du rigtigt kan se: Det, der er væsentligt, er usynligt for øjet“.At opdage drala er at knytte bånd til sin verden, så alle sanseindtryk bliver til noget enestående.At se med hjertet vil sige, at det, der er usynligt for øjet, bliver synligt som virkelighedens levende magi.
Igen, hjertet er indgangen til sjæleverdenen, det kosmiske spejl, der forstås det der er usynligt for øjet.
Drala-energi er ligesom solen. Hvis du kigger på himlen, er solen der. Du skaber ikke nogen ny sol ved at kigge på den.

Du tror måske, at du skabte dagens sol eller fik den til at være der ved at kigge på den. Men solen er der altid. Når du opdager solen på himlen, begynder du at kommunikere med den. Dine øjne begynder at forholde sig til sollyset.

På samme måde er drala-principperne der altid. Uanset om du ønsker at kommunikere med virkelighedens magiske styrke og visdom eller ej – den er der altid.

Denne visdom er altid i det kosmiske spejl.

Sjælen er der uanset om vi har lært at kommunikere med den.
Ved at lade sindet hvile, kan man igen forbinde sig med det oprindelige, originale fundament, som er helt enkelt og rent.

Derfra kan du ved hjælp af sanserigdommen opdage magi eller drala.

Faktisk kan du forbinde din indre visdom med en endnu større visdom eller vision.

Når du opdager magi, tror du måske, at der vil hænde dig noget ekstraordinært.

Men der sker derimod noget over-almindeligt.

Du befinder dig nemlig ganske enkelt i virkelighedens verden – en fuldkommen og gennemgribende virkelighed.

Problemet med sjælen er at den har mere med lyd at gøre end syn, den er usynlig, i modsætning til astralverdenen, der er synlig.

Så der er ingen spektakulære lysshows eller lignende.

Til gengæld er det som sonar, tankerne i sjælen er tredimensionelle, vi kan tænke eller registrere dem fra mange sider, og vi kan beskrive disse idéer fra alle mulige sider afhængigt af situationen, af nuet.

Det kosmiske spejls egenskab er et uendeligt åbent rum, uafhængigt af noget som helst.

Det er et eviggyldigt og fuldkommen åbent rum. I det kosmiske spejls verden udstrækkes sindets vision fuldstændigt.

Før tankerne og før tankeprocessen begynder, er der det kosmiske spejl, som er grænseløst – uden centrum og grænser.

Urvisdommen er tilgængelig og yderst enkel, men tillige uendelig og dybsindig.

Fra min beskrivelse af et besøg i en sjæl: “Disse gamle sjæle er nærmest universer i sig selv, godt skjult af vore små kroppe, der fyldt af vor resterende karma, blokerer, så det ikke kan ses og slet ikke af os selv.”
Den ultimative drala har tre karakteristika.

For det første er den noget oprindeligt, hvilket ikke betyder, at den går tilbage til stenalderen eller til noget forhistorisk, men at den går et skridt videre, eller til før vi overhovedet tænkte på noget.

Sjælen var til før end vi begyndte at inkarnere, vi har videreudviklet den med vores unikke særpræg, med den erfaring vi har gjort, som gør at vi kan handle rigtigt uden tøven, uden usikkerhed.

Når vi ser ud i et landskab, så kan vi se der er en bakke, vi kører på en vej, og vi er sjældent i tvivl om at det er rigtigt havd vi ser.

På samme måde i sjæleverdenen, her er idéerne landskaberne, når vi ser dem er vi ikke i tvivl om at det vi ser er sandt.

Den anden egenskab er uforanderlighed.

Der er ingen “nærmere eftertanker” i Rigdenkongernes verden.

Eftertanker henviser til et flagrende sind – til ikke at have tillid til sin egen dømmekraft, og derved bliver man usikker på sig selv.

Her er der ingen tvivlen.

Den tredje egenskab ved den ultimative drala er tapperhed.

Tapperhed betyder, at du end ikke giver efter over for potentiel tvivl – faktisk er der overhovedet ikke plads til nogen form for tvivl i denne verden.

Når du kontakter det kosmiske spejls visdom, møder du de ultimative dralaer, Shambhalas Rigdenkonger.

Deres umådelige vision ligger til grund for menneskehedens aktiviteter – i selve sindets åbne, ubetingede rum. På den måde vogter de så at sige over menneskelige gøremål og beskytter dem.

Når man omsider forbinder sig med den ultimative drala, bliver det muligt at videregive Rigdenkongernes oprindelige ur-visdom og vision til vores opfattelsesniveau.

Visdommen er på ordløs form, mere som landskaber, når det overføres til den fysiske verden så beskriver vi det med ord, og herved forsvinder dybden og det er ikke længere visdom, og har sædvanligvis kun værdi i nuet.
Når vi tillader uendeligheden at blandes med måden, vi opfatter verden på, bliver det til drala. Det bliver strålende og lysende – magisk. Når vi har denne oplevelse, så møder vi det, vi kalder de indre dralaer.

De indre dralaer får kraft fra det kosmiske spejls visdom, Rigderne, til at manifestere stråleglans og elegance i fænomenverdenen.

Vi kan omsætte visdommen til virkelighed i den fysiske verden.
De indre dralaer er inddelt i en moder- og faderlinie.

Moderlinien står for mildhed, og faderlinien for frygtløshed.

Mildhed og frygtløshed er de indre dralaers første egenskaber.

Fra min beskrivelse af et besøg i en sjæl: “Sådan en sjæl er sandhed, skønhed og kærlighed, den indeholder det ikke, den er det!”

Mildhed eller Godhed er udtryk for kærlighed.
Frygtløshed er mod og er også udtryk for kærlighedsevnen.

Når en person virkelig er i stand til at hvile i denne glansfulde verden og hverken behøver at sige ja eller nej til noget, opleves drala i alting.

Han eller hun oplever et rum fyldt med mildhed og frygtløshed.

Egoet er gået gennem døden og genopstanden, ikke længere afhængigt af meninger og følelser.
De indre dralaers tredje egenskab er skelnende opmærksomhed eller intelligens, som sammenbinder mildhed og frygtløshed.Med skelnende opmærksomhed er mildhed ikke en almindelig mildhed, men en oplevelse af en ukrænkelig verden – at noget er blevet helligt for os. Sjælen er som en kæmpe katedral, som solsystemet.
Frygtløshed er mere end at være “stor i slaget” for at kunne manifestere sin elegance og rigdom.Opmærksomhedens grundlæggende skarphed kæder mildhed og frygtløshed sammen for at skabe en uendelig, men værdsættende opfattelsesverden Når man udover al tvivl ved hvad der er rigtigt, så ved man også hvad man skal gøre, hvis man skal gøre noget, og man har modet til at gøre det.
Som det sidste kan den ultimative og indre dralas visdom overføres til et levende individ.

Med andre ord: Ved det kosmiske spejls princip om ikke at være betinget af noget og ved at fremkalde det helt og holdent i virkelighedens strålende opfattelsesverden kan mennesket blive til en levende drala – levende magi.

Fra min oplevelse: “Når sjælene flyder sammen så er kommunikationen sand, smuk og fyldt af kærlighed, der er intet man ikke kan tale om, og man taler sandt…”

Man kan tale fra sjæl til sjæl, man bruger måske ord, men sjælene kommunikerer direkte så man forstår mere end ordene indeholder.

Mesterkrigerens grundlæggende egenskab er, at hans tilstedeværelse fremkalder det kosmiske spejl og oplevelsen af magi hos andre.

Det vil sige, at hele hans væsen øjeblikkeligt overskrider dualiteten. Derfor siger man, at han er fuldstændig og autentisk til stede.

Han ser den fysiske verden fra det kosmiske spejl, han forstår virkeligheden, der er ingen illusioner.
For det første fødes mesterkrigeren i det kosmiske spejls verden, hvor der ikke er nogen begyndelse eller slutning – der er blot en uendelighedstilstand.

Hans realisation eller hans bevidsthedstilstand er ikke kun et resultat af træning eller af en filosofi, men skyldes snarere, at han slapper helt af i det kosmiske spejls ubetingede renhed.

Han har oplevet ubetinget vågenhed – helt uden ego.

Fordi han altid har adgang til et sådant ubetinget rum, er han ikke på nogen måde genstand for selviskhedens forvirring eller søvnighed. Han er helt vågen. Han er helt uden forvirring.

Helt uden ego betyder at der ikke er nogen egoisme, at det astrale ego har afgivet magten.
Da mesterkrigeren har identificeret sig fuldkomment med Rigdenkongernes visdomslinie, begynder han at udvikle en endnu større ømhed og medfølelse, hvilket betyder, at han ser alle væseners grundlæggende godhed.

Når mesterkrigeren ser sig omkring i verden, ved han, at alle mennesker indeholder grundlæggende godhed, og at de i det mindste har mulighed for at virkeliggøre deres eget ægthedsprincip.

Derudover har de mulighed for at vække den universelle monark til live i sig selv. Derfor opstår der stor gavmildhed og stor medfølelse i mesterkrigerens sind.

Han ser deres sjæl direkte, han kender deres potentiale, han lader sig ikke forblænde af det fysiske udtryk for egoet.

Da sjælen er kærlighed kan han ikke lade være med at føle ømhed og medfølelse, med de mennesker han møder.

At forene himmel og jord er at kundalinikraften forbinder krone og rod chakra, dvs. han er en indviet.
Endelig er mesterkrigeren i stand til at forene himlen og jorden,
fordi han har så stor medfølelse for andreForeningen af himlen og jorden kan kun ske, hvis du ikke er egoistisk.Når man er selvisk, kan man ikke forene himmel og jord, fordi man ikke indeholder nogen af delene.Man sidder i stedet fast i en plasticverden, i en kunstig, rædselsfuld verden.En forening af himlen og jorden kan kun ske ved ikke at begære noget – ikke at have selviske behov.Himlens og jordens forening kommer af lidenskabsløshed – overskridelse af alt begær.
Derfor er mesterkrigeren meget ydmyg, yderst ydmyg. Hans ydmyghed kommer af at arbejde med andre.

Når du arbejder med andre, indser du nødvendigheden af at være tålmodig, at give rum og tid til at andre kan udvikle deres egen forståelse af godhed og af krigerskab.

Hvis du er hektisk og prøver at mase grundlæggende godhed ned over hovedet på andre, så skaber det kun yderligere kaos.

Vi kan ikke frelse andre, vi kan hjælpe andre på deres vej hvis de har spørgsmål vi kan besvare, men vi skal ikke prædike, de følger deres vej og skal ikke presses væk fra den vej.
Når du ved det, bliver du yderst ydmyg og tålmodig i arbejdet med andre.

Du lader tingene antage deres egen form i deres eget tempo.

Så tålmodighed er at vise andre mildhed og at tro på dem hele tiden.

Du mister aldrig troen på deres grundlæggende godhed, på deres evne til at virkeliggøre nuhed og ukrænkelighed – på deres evne til at blive krigere i verden.

Rosenkreuzerlæreren møder eleven hvor eleven er.
Mesterkrigeren vejleder sine elever med tålmodighed, og han viser dem også venlighed – ved ikke at være aggressiv.

Dernæst vejleder han sine elever ved at være ægte – stabil og urokkelig.

Hvis sandheden var som et blafrende flag i vinden, ville du ikke vide, hvilken side du kiggede på.

Så ideen med at være ægte er at være stabil og urokkelig, som et bjerg.

Han udfordrer uophørligt sine elever til at overskride egne grænser, til at træde ud i virkelighedens umådelige og strålende verden, hvor han holder til.

Det er ikke så meget de forhindringer, han lægger i vejen for sine elever, eller de opmuntringer, han kommer med, der udfordrer dem, men derimod hans autentiske tilstedeværelse, der hele tiden ægger dem til at være ægte og oprigtige.

Han hjælper dem til at se sig selv som de er, til selv- og sandheds-erkendelse.
Du vakler aldrig på grund af livets forvirring og heller ikke på grund af ophidselse eller depression. Du kan ride på din livsenergi.

Så vindhest er ikke udelukkende bevægelse og fart, men omfatter også praktisk sans og evne til at skelne, hvilket er naturlige færdigheder.

Det er fuld forståelse af hvad der sker i det fysiske og det betyder også praktisk sans og skelneevne, det er forudsætninger for at være bevidst i sjælen, være i det kosmiske spejl.

Deepak Chopra’s definition af meditation

Deepak Chopra from Meditation according to Deepak Chopra.

Everyone thinks that the purpose of meditation is to handle stress, to tune out, to get away from it all. While that’s partially true, the real purpose of meditation is actually to tune in, not to get away from it all, to get in touch with it all. Not to just de-stress, but to find that peace within, the peace that spiritual traditions talk about that passes all understanding.

So, meditation is a way to get in the space between your thoughts. You have a thought here, a thought here, and there’s little space between every thought.

According to wisdom traditions, this space between the thought is the window, is the corridor, is the vortex to the infinite mind — the mystery that some people call the spirit or god.

We don’t have to use those terms but it’s your core consciousness. And the more we learn about this space between thoughts, we find certain things to be true of it:

#1: It’s a field of infinite possibilities — infinite possibilities, pure potentiality.

#2: Everything is connected to everything else.

#3: It’s a space of infinite creativity, infinite imagination.

#4: It is a place where there is something called observer effect, or the power of intention, which means intention is very powerful when brought to this space and it orchestrates its own fulfillment –what people call the law of attraction — so those are wonderful qualities of your own spirit. And in the two meditations I’m going to teach you we’ll get into this space so we find ourselves infinite possibilities, infinite correlation, infinite creativity, infinite imagination, and infinite power of intention. That’s what meditation is really about.

Rudolf Steiner

Jeg har arbejdet videre på den på engelsk her: Soul, Love and Heart Thinking.

thinking-is-an-organ-of-perception-of-ideas

Ordløs tænkning – Jeg’et

Thinking… is no more and no less an organ of perception than the eye or ear. Just as the eye perceives colours and the ear sounds, so thinking perceives ideas. Det er mere i familie med at høre end at se. Vi ser ikke tankerne, de er usynlige, men vi ved tankerne, og vi ved dem i tre dimensioner.
To truly know the world, look deeply within your own being; to truly know yourself, take real interest in the world. Når vi ser ind i os selv kan vi studere det lavere menneske, astral, æterisk og fysisk menneske, clairvoyante tilmed i billeder, andre gennem forståelse, men vi kan ikke se vor sjæl, den er usynlig, vi kan kun se den gennem at spejle os i andres sjæle.
Theosophists also often tend to turn away from the outer world.
But a loving interest in our surroundings is absolutely necessary if one wants to make progress. One doesn’t have to neglect what one is striving for theosophically thereby.
Vi skal leve helt og fuldt, samtidig med at det spirituelle er del af vort liv.
The first condition is the cultivation of absolutely clear thinking. For this purpose a man must rid himself of the will-o’-the-wisps of thought, even if only for a very short time during the day – about five minutes (the longer, the better).
He must become the ruler in his world of thought.
He is not the ruler if external circumstances, occupation, some tradition or other, social relationships, even membership of a particular race, the daily round of life, certain activities and so forth, determine a thought and how he works it out.
For at skabe ro i vore tanker skal vore tanker være klare, hvis de er styret af urolige følelser vil vi aldrig få ro i egoets ordtænkning.
A person who darts from one impression of the outer world to another, who constantly seeks distraction, cannot find the way to higher knowledge. The student must not blunt himself to the outer world, but while lending himself to its impressions, he should be directed by his rich inner life. Vi skal være opmærksomme omkring vore sanseindtryk fra den ydre verden, men vi skal ikke lade den ydre verden styre dem, det skal den indre verden.
This life of the soul in thought, which gradually widens into a life in spiritual being, is called by Gnosis, and by Spiritual Science, Meditation (contemplative reflection).

This meditation is the means to supersensible knowledge. But the student in such moments must not merely indulge in feelings; he must not have indefinite sensations in his soul. That would only hinder him from reaching true spiritual knowledge.

His thoughts must be clear, sharp and definite, and he will be helped in this if he does not cling blindly to the thoughts that rise within him.

Rather must he permeate himself with the lofty thoughts by which men already advanced and possessed of the spirit were inspired at such moments.

 Egoets tanker og følelser skal stilnes og jeg’ets tanker skal kunne komme igennem klart og rent.

Man skal styre tankerne mod det spirituelle, holde det langt fra praktiske ting som mad og penge.

After Atlantis was destroyed by water, continued evolution resulted in our contemporary fifth race, during which deductive reasoning was a special achievement.

This enabled the human race to bring art and science to a high level of development, which previously had not been possible.

Ordtænkningen blev først enerådende efter Kali Yuga startede, dvs. da drømmetiden ophørte og det husker vi i historien om babelstårnet, nu begyndte man at tale i ord, i mange sprog, i stedet for det fælles drømmesprog.
Reality is not contained in the abstract concept; it is, however, contained in thoughtful observation, which does not one-sidedly consider either concept or percept alone, but rather the union of the two.  At leve i nuet er foreningen af den fysiske virkelighed og sjælens visdom.
We must especially acquire a sympathetic interest for the things which to us are important.

Previously we developed a more mechanical memory, and the working of this mechanical memory was fully reliable for a time, even without any particular liking for the things observed; but this ceases.

It will be noticed that when undergoing a theosophical or esoteric development it is easy to forget things. But only those things fly away for which one has not a sympathetic interest, which one does not particularly care for, which do not become part of one’s soul, as it were.

 Vores ord-hukommelse vil blive mindre og mindre og den vil blive overtaget af sjælens ordløse hukommelse, der dog fungerer lidt anderledes.

Ligegyldigheder er sværere at huske, inklusive navne man ikke kommer til at bruge ofte.

Being thinking men, we live in light. We see the external light with physical senses; the light which becomes thought we do not see, because we live in it, because as thinking men, it is ourselves.

You cannot see that which you yourselves are. If you emerge from this thought and enter upon Imagination and Inspiration, you put yourself opposite to it and can see the thought-element as light.

So that in speaking of the whole world, we may say: We have the light in us; only it does not appear to us as light because we live within it, and because while we use the light, while we have it, it becomes thought within us.

You control the light, as it were, you take up the light in yourself which otherwise appears outside you. You differentiate it in yourself. You work in it.

This is precisely your thinking, it is a working in light. You are a light-being. You do not know it, because you live within the light.

But your thinking which you unfold, is living in the light. And I you look at thought from the outside, you see, altogether, light.

 Vi er lysvæsner, vores sjæl, vor tænkning er lys og da vi selv er lys kan vi ikke se vort eget lys.

Smukt!

In earthly existence we live in a world that is but a copy of true reality [Astral world transformed holographically through the wisdom of the Etheric world into the physical.]

Indeed, we only understand this physical world aright when we realize it to be this copy of reality.

It behooves us, however, to feel the true reality within us [Astral world]; we must be aware of our connection with the spiritual world. And this is only possible if the bond that links us with pre-earthly existence remains intact.

Den fysiske verden er den lavere verdens ydre manifestation, den astrale verden er den lavere verdens indre årsag.
Så den ydre verden afspejler rent praktisk vores indre.
We nurture and sharpen the thinking especially by the development of characteristics which seem to have nothing whatever to do with thinking, with concepts.

The best method of developing good thinking is by complete absorption and insight, not so much through logical exercises but by observing one thing and another, using for this purpose processes in nature, in order to penetrate into hidden mysteries.

Through absorption in problems of nature and of humanity, through the endeavour to understand complex personalities, through the intensifying of attentiveness, we grow wise.

Absorption means striving to unravel something by thinking, by conceiving. In this connection, we shall be able to see that such mental absorption has a wonderfully good effect in later life.

Vi udvikler vor tænkning gennem forståelse, ikke gennem analyse, men observation.

Gennem observation vi opdager mønstrene.

Vi skal ikke fortolke hvad vi ser, ikke danne meninger, men bare registrere hvad vi ser, som vi ser dem, senere vil de være som brikker i et puslespil der passer med andre observationer.

Love is higher than opinion. If people love one another, the most varied opinions can be reconciled.

Hence it is deeply significant that in Theosophy no religion is attacked and no religion is specially singled out, but all are understood, and so there can be brotherhood because the adherents of the most varied religions understand one another.

This is one of the most important tasks for mankind today and in the future: that men should learn to live together and understand one another.

If this human fellowship is not achieved, all talk of occult development is empty.

 Kærlighed er en side af sjælens visdom, den ser virkeligheden som den er, i modsætning til egoets meninger.

Sjælen er fælles for alle mennesker og hvis vi kan tale fra sjæl til sjæl, så er der ingen modsætninger, vi tilgår samme visdom.

Where knowledge exists, knowledge is imparted and there is no particular desire for discussion.

Where there is desire for discussion, however, there is as a rule no knowledge of the truth. Discussion begins only when there is a lack of knowledge, and it is always and everywhere the sign of a decline regarding the seriousness of a subject when it is discussed. Disintegration of a particular trend is always proclaimed by discussions.

It is important that in spiritual science we come increasingly to understand that the wish for discussion may really be taken as a sign of ignorance.

 Sand viden er i sjælen og her er der ingen behov for diskussion.

Egoets viden er meninger, strenge af ord det har hørt andre steder og som det ikke helt har forstået, hvis det havde forstået så var det blevet til sjælens visdom.

Kun egoet ønsker at slås for sine meninger, den der ved, har ikke dette behov.

Kærlighed i udviklingen

The sensory world is the school, without which the human being would never come to the spirit. Sjælens visdom skabes igennem den fysiske verden.
An advanced stage of development must have been reached before the soul can experience joy in performing deeds of love from which there is nothing to be gained for itself. The impulse for this is not strong in humanity….. Sjælen skal være meget udviklet og egoet skal have trukket sjælen ned i hjertet, for at kærligheden kan slå igennem i den fysiske verden.
Our egoism gains nothing from deeds of love – but the world all the more.

Occultism says: Love is for the world what the sun is for external life.

No soul could thrive if love departed from the world. Love is the “moral” sun of the world.

To disseminate love over the earth in the greatest measure possible, to promote love on the earth – that and that alone is wisdom.

Vores sjæl med jeget har en speciel forbindelse til den fysiske verden, det er også derfor vi er bevidste i den fysiske verden og hvorfor vores sanser er i den fysiske verden.

Jo mere kærlighed vi kan få til at flyde ned i den fysiske verden jo mere bliver den i overensstemmelse med vores sjæl.

A Spiritual Science without love would be a danger to mankind. But love should not be a matter for preaching; love must and indeed will come into the world through the spreading of knowledge of spiritual truths.  In spiritualitet der ikke forbinder sig til sjælen ville være en ulykke.

Satanisme eller sortmagikere forsøger at kontrollere sjælen fra egoet.

Love mediated by way of the senses is the wellspring of creative power, of that which is coming into being.

Without sense-born love, nothing material would exist in the world; without spiritual love, nothing spiritual can arise in evolution.

When we practise love, cultivate love, creative forces pour into the world. Can the intellect be expected to offer reasons for this?

The creative forces poured into the world before we ourselves and our intellect came into being.

True, as egoists, we can deprive the future of creative forces; but we cannot obliterate the deeds of love and the creative forces of the past.

We owe our existence to deeds of love wrought in the past. The strength with which we have been endowed by these deeds of love is the measure of our deep debt to the past, and whatever love we may at any time be able to bring forth is payment of debts owed for our existence.

In light of this knowledge we shall be able to understand the deeds of a man who has reached a high stage of development, for he has still greater debts to pay to the past. He pays his debts through deeds of love, and herein lies his wisdom.

The higher stage of development reached by a man, the more does the impulse of love in him increase in strength; WISDOM ALONE DOES NOT SUFFICE.

Kærligheden er den skabende kraft i universet.

Gennem creativitet så flyder kærligheden ind i den fysiske verden.

De skabende hierarkier sendte skabende kærlighed ind i vort univers førend vi selv blev medskabere.

Vi betaler tilbage til de oprindelige skabere ved at vi nu leder kærligheden ind i universet, rent praktisk betyder det at vi hjælper de væsner, der startede vores udvikling, med deres udvikling som tak.

LOVE IS THE CREATIVE FORCE IN THE WORLD. Kærlighed er aktiv visdom, visdom omsat til skabende aktivitet.
Besides love there are two other powers in the world. How do they compare with love?

The one is strength, might; the second is wisdom. In regard to strength or might we can speak of degrees: weaker, stronger, or absolute might – omnipotence.

The same applies to wisdom, for there are stages on the path to omniscience.

It will not do to speak in the same way of degrees of love. What is universal love, love for all beings? In the case of love we cannot speak of enhancement as we can speak of enhancement of knowledge into omniscience or of might into omnipotence, by virtue of which we attain greater perfection of our own being.

Love for a few or for many beings has nothing to do with our perfecting. Love for everything that lives cannot be compared to omnipotence; the concept of magnitude, or of enhancement, cannot rightly be applied to love.

Der er tre kræfter i universet, Styrke, Visdom og Kærlighed.

Kærligheden udvikles i spændingsfeltet mellem magt og visdom, Tao mellem Yin og Yang, Sønnen mellem Moderen og Faderen, mellem Ahriman og Lucifer.

Kærlighed er anderledes end visdom og magt, det er ren væren.

The all-encompassing attribute of the God-head is not omnipotence, neither is it omniscience, but it is LOVE – the attribute in respect of which no enhancement is possible.

God is uttermost love, unalloyed love, is born as it were out of love, is the very substance and essence of love.

God is pure love, not supreme wisdom, not supreme might.

God has retained love for himself but has shared wisdom and might with Lucifer and Ahriman.

He has shared wisdom with Lucifer and might with Ahriman, in order that man may become free, in order that under the influence of wisdom he may make progress.

Gud eller Sønnen er kærlighed.

Lucifer er visdom og Ahriman er magt, ved at Gud har udskilt visdom og magt fra sig har mennesket fået muligheden for at udvikle sig i frihed.

Lucifer symboliserer den åndelige verden, Ahriman den fysiske verden og Gud eller Sønnen den sjælelige verden.

Let us imagine that there is a man who knows nothing of the name of Christ Jesus, nothing of what is communicated in the Gospels, but that he understands the radical difference between the nature of wisdom and might and that of love. Such a man, even though he knows nothing of the Mystery of Golgotha, is a Christian in the truest sense. Den der forstår sjælen og kærligheden er en indviet.
To understand the nature of love – that is to be a Christian! Den indviede har kærligheden i sit hjerte.

Sokrates – Tænkning

The only true wisdom is in knowing you know nothing.

True wisdom comes to each of us when we realize how little we understand about life, ourselves, and the world around us.

Dette er nok et af de mest misbrugte citater overhovedet, men når man nu kender Sokrates forhold til viden og at han anses for en af de mest vidende mennesker overhovedet, så er man klar over at han ikke mener viden er overflødig.

Han taler om meninger og vi skal indse at vore meninger i virkeligheden er så primitive og fejlbehæftede at de svarer til ikke at vide noget.

Når vi indser dette, så når vi frem til den virkelige viden, sjælens visdom.

The unexamined life is not worth living.

There is only one good, knowledge, and one evil, ignorance.

Vi skal observere den verden vi lever i, vi må ikke gå gennem livet med skyklapper.

Viden er her sjælens visdom og den udvikles gennem nysgerrighed, mens uvidenhed skyldes ligegyldighed, egoets selvtilstrækkelighed.

Sjælen og den fysiske verden er to sider af samme sag, ved at iagttage den fysiske verden vil vi opdage at sjæleverdenen beskriver det vi oplever, når vi lytter uden egoets støj.

Wonder is the beginning of wisdom. Egoet er aldeles fantasiløst og humorforladt, sikker i sine egne meninger, hvor underet kommer fra sjælen, der åbner op for tilværelsens hemmeligheder, gør livet værd at leve.
Know thyself.

To find yourself, think for yourself.

Observer dig selv, forstå egoet, lær at tænke sjælens tænkning.
Education is the kindling of a flame, not the filling of a vessel.

I cannot teach anybody anything. I can only make them think.

Vi skal ikke fylde ordbaseret viden ned i egoets hukommelse, vi skal ikke opbygge regler, meninger og udenadslære, vi skal derimod vise vej til sjælen, åbne for nysgerrigheden, lære sjælens tænkning.
The secret of change is to focus all of your energy, not on fighting the old, but on building the new. Vi skal ikke bekæmpe egoet, vil skal i stedet åbne op til sjælen, så styrkes sjælen og egoet forvitrer.
Understanding a question is half an answer. Egoet ønsker ikke at forstå, den agerer ud fra sine egne meninger, så det at forstå spørgsmålet rækker ud over egoet.
To be is to do. Når vi agerer ud fra egoet, så ændrer vi intet, vi handler i fortidens ånd.

Når vi hviler i sjælen så agerer vi ud fra nuets visdom og handler rigtigt, og påvirker verden i den rigtige retning.

constru1

rosecroix

Advertisements
%d bloggers like this: