Den guddommelige baggrund for forholdet mellem kvinde og mand

Af Eli Wamberg, 1906-1980, Rosenkreuzer lærer.
Fra Psykisk Forum, 1965.
In Danish.
Nøgleord: Dualer, Twin Souls, Soul Friend.

Både før i tiden og i dag kommer rosenkreuzerlæreren altid eleven i møde på den vej, hvor denne allerede går. Og således kommer også den rosenkreuzeriske åndsforskning det moderne menneske med dets ensomhed i møde, og siger:

Denne ensomhed og forladthed er virkelig en realitet, og det er endda et natur­ligt stade i udviklingen. Men man bør prøve at gøre sig klart, at det ikke vedbli­vende behøver at være sådan, for mennesket er i virkeligheden ikke alene, og dette forhold kan lige såvel gøres til en bevidst realitet. Ensomheden er en selv­skabt afskårethed fra alt og alle, som nødvendigvis måtte opstå af den selvkon­centrerede personlighedsopbyggelse gennem navnlig de sidste århundreder og gennem de sidste inkarnationer. Men denne periode er ved at afsluttes, og man må selv hjælpe til dermed, så en hurtigere afslutning kan nås, og en lykkeligere tid indledes, inden den nuværende tilstand degenererer i stadig mere udbredt sygelighed især af psykisk art.

Den moderne rosenkreuzeriske åndsforskning kan fortælle mennesket, at det er ikke alene, for i sit eget væsen indebærer det Guds, og her på selve denne Jord lever med det, som menneske, den opstandne Kristus, og evigt forbundet med det lever også dets genpart i det andet køn, dets evige dual.

Ved selverkendelse, som målbevidst gennemføres til gudserkendelse, kan alle ved selvforædlelse fremelske det guddommelige i sit eget væsen, og dermed modnes mennesket til bevidst at kunne opleve det personlige møde med Kristus, som er Kristi genkomst, sådan som jeg mere udførligt har behandlet dette emne i en tidligere artikel.

Efter genkomstoplevelsen åbner vejen sig så videre fremad med Kristus til den Almægtige. Og nu er de to første sejre over ensomheden vundet, idet det ople­ves som kendsgerninger, at den indre Gud toner frem, at man allerede lever det evige liv, og det erkendes, at Gud lever og er en personlig Gud. Og allerede nu fyldes mennesket af samhørighed med Ham og alle.

Dualer

Over vandoverfladen er de to dualer, der engang var et, androgyne, men mennesket blev delt i to køn, og de to inkarnerer hver for sig, indtil de igen er parat til at møde hinanden.
Under vandoverfladen, underbevidstheden, er anima og animus, og imellem dem det tveæggede sværd der symboliserer jegbevidstheden, som skilte dem og som skal sammenføje dem igen.

Men nu sker også det, at ganske vist er ensomheden og forladtheden borte. Men den gamle ufuldkommenhedsfølelse, som ensomheden var behæftet med, den er der stadig. Den har blot skiftet karakter fra det selviske til det mere usel­viske. Man må erkende, at man er blevet mindre ufuldkommen; men samtidig åbner sig udsigten til langt større mål end før og med større krav til ens hele væsen. Som man før betragtede sig selv, mente man, at man kunne og skulle nå alt selv og alene. Men nu ser man, at der er visse forudsætninger for at nå fuld­kommenhed, som man ganske mangler. Det endelige mål, som ens indre læng­sel opstiller og higer imod, det kan slet ikke nås, sådan som man er eller kan blive.

Det kan langt fremover være tilstrækkeligt at arbejde med og udvikle sit væ­sen. Men det vil før eller senere vise sig, at det faktisk ikke er tilstrækkeligt at fremelske det guddommelige i sig, og det er heller ikke nok at erkende Kristus, møde ham og følge ham. Ved tilknytning i åndsfællesskab til andre, kan man komme videre og komme langt. Men andre vil dog vedblive at være andre udenfor ens eget væsen. Stadig mangler den tilvækst til sin egen personlighed, som man mere og mere erkender som nødvendig. Ens væsen er kun frugtbart indtil til et vist punkt, så indtræder en goldhed, som sætter en uoverskridelig grænse for ens formåen.

Det bliver nu en uomstødelig erkendelse, at det manglende ikke kan findes i og udvikles af ens eget væsen. Der må søges hjælp udefra, og denne nu opståe­de længsel efter en anden er allerede en ubevidst duallængsel, som bliver be­vidst, når den forener sig med det jordiske, forædler dette og vender sig mod det andet køn.

Det vil instinktivt ske sådan, fordi den erkendte goldhed atter vil afstedkom­me en slags højere ensomhedsfølelse. Mennesket kan ikke leve uden at handle og mere og mere handle skabende, og skabelsestrang vil altid føre to parter sammen: Tanke og vilje, det idéfødende og det idébefrugtende, det feminine og det maskuline, kvinde og mand. Dette betyder naturligvis ikke, at det enkelte menneske ikke kan være skabende, for det ved enhver. Der er endda ubegræn­sede mængder af eksempler herpå. Men det er også almindelig bekendt, at det skabende menneske aldrig bliver tilfreds med det, det har skabt. Det skabte kommer aldrig til at stå mål med den forudgående ide. Og det til trods for, at der faktisk ofte netop var to om at skabe, både kvinde og mand. Men selv dette er ikke nok. Det er kun et dualpar, som til fuldkommenhed kan forenes i et skaberværk.

Det er altså således, at det enkelte menneske kun er en halv personlighed, som på det nuværende udviklingstrin lever adskilt fra den genpart i det andet køn, som det oprindelig er skabt sammen med. Men det er også sådan, at allerede erkendelsen af dette føder atter skabende evne ud af den indre dualitet i hver enkelt og i samlivet med det andet køn inden foreningen med dualen.

Vejen bort fra det moderne menneskes jegensomhed går gennem dette at gø­re sig værdig til at kunne elske sig selv sådan, som det skal elske sin næste. Så fødes Gud i det indre, og derved åbnes mulighed for, at Kristus genkommer , idet mennesket nu selv bliver af sandhed og formår at erkende ham, som allere­de er et med Faderen, og som sagde, at den, som er af sandhed, hører hans røst. Og dette menneske erkender også, at tanke og vilje må blive et i kærlig­hed, og deraf følger, at kvinde og mand, som henholdsvis personliggør tanke og vilje, må blive et.

Dette er ikke indlysende med det samme noget sådant læses, men det bliver klart indlysende for den, som går den åndelige erkendelsesvej, og der møder den kendsgerning, at der må være, og er et væsen udenfor hver enkelt, som er nødvendig for hver enkelts fuldkommengørelse.

Det er ikke alene ikke godt for mennesket at være ene. Men det er slet ikke menneske, så længe det er ene. Og det er da også oprindelig to, som igen må blive en og dog to. Mennesket er skabt i Guds billede og er netop derfor til evige tider to, og dog i evighed en.

Dette problem er gennem tiderne kun af og til blevet flygtigt berørt indenfor religionernes, filosofiens og åndsforskningens forskellige læresystemer, for uanset hvor betydningsfuldt det er, så har tiden hidtil ikke været moden. Det er først nu, spørgsmålet er ved at blive aktuelt, og hvor der må tales om denne sag og kastes så meget lys henover den som vel muligt. For netop i vor tid er det udviklingspunkt nået, hvor flere og flere mennesker nærmer sig genforeningen med sin evige genpart, med sin dual.

I tider, som ligger meget længere tilbage end den almindelige videnskabs forsk­ningsmuligheder rækker, levede menneskene som tvekønnede væsner. Når den ydre videnskab intet kan vide om disse tidligere tilstande, så beror det på, at materien endnu ikke dengang havde nået den fasthed, som vi nu kender. Det menneskelige legeme var også af en langt blødere konsistens og i det hele taget af en sådan beskaffenhed, at man dårligt nu kan danne sig noget sandt billede deraf. Legemets materielle organisme var dengang meget elastisk og plastisk. Og det menneskelige dobbeltvæsen var endnu så svagt, at halvdelene slet ikke ville have haft eksistensmulighed i adskilt tilstand og levede nødvendigvis der­for som et individ i et legeme.

Indenfor dette legeme var dualerne næsten ikke til at skelne fra hinanden­ men var dog to, som momentvis opgik i hinanden i en sammensmeltende gensi­dig befrugtningsproces, hvorved de indenfor det ene ydre legeme opbyggede hinanden og i hinanden udformede anlægget til det fremtidige køn. Men lidt efter lidt degenererede denne livsform i det ydre, og den hidtidige fysiske græn­se måtte sprænges, idet den daværende legemlige organisme ikke mere var i stand til at tjene udviklingen på rette måde.

Disse tvekønnede jordiske væsner blev efterhånden, kan man måske sige, som overmodne frugter, der nærmer sig forrådnelsens opløsning, således at kønnenes adskillelse indtraf på ganske naturlig måde i lighed med, som en mo­den frugt falder af træet. For øvrigt findes kønsadskillelsen jo fremstillet i et andet billede i den smukke symbolske fortælling i Bibelen om Evas skabelse af Adams ribben. Af denne bibelske fremstilling bør det forstås, at ethvert kri­stent menneske i virkeligheden ved, at på et vist tidspunkt i den tidligste udvik­ling blev kvinden taget af mandens væsen, eller rettere sagt af det daværende menneskes væsen, hvorefter begge levede videre som selvstændige mennesker, der nu sammen avlede afkom. Og det var netop den altforandrende konsekvens, som kønsadskillelsen indebar, at ved adskillelsen af kønnene kunne nu den ydre legemlige forening finde sted med deraf følgende skabelse af nye legemer, hvil­ket atter muliggjorde reinkarnation og karma, som nu blev og er nødvendig for menneskets foreløbige videre udvikling.

Når jeg her taler om kønnenes adskillelse, så bliver det ganske naturligt med hovedvægten på den jordiske side af problemet dualernes adskillelse i den ån­delige verden, og vi begynder med det tidspunkt, hvor materien forhærder og bliver af den hårdhed, som til sidst resulterede i den tilstand, hvor den legemlige elasticitet helt var gået tabt, og dermed også levemuligheden for de tvekønnede væsner, som nu uddøde, og de enkeltkønnede menneskers æra opstod.

Men i denne evolutionsbølges begyndelse var de adskilte dualer endnu så svage individualiteter, og som mand og kvinde endnu hinanden så lig, at kønspræget slet ikke blot tilnærmelsesvis var så fremtrædende som i vor tid. Derfor svingede menneskene endnu i lange tider fra køn til køn under de stadige gen­fødsler. Men efterhånden bragte erfaringerne, som blev vundet under fejltagel­sens lidelser, hvert menneske til at finde sig tilrette i sit eget oprindelige køn ­sådan at det i dag, og forlængst, normalt er blevet umuligt at inkarnere i det modsatte køn.

Der er åndsretninger, som påstår, at kønspræget kun er en jordisk foreteelse. Men det er en påstand, som ikke kan opretholdes, samtidig med at man hævder, at alt jordisk er udtryk for noget åndeligt. Og dette sidste er uomtvisteligt sandt og ganske særlig sandt, når det gælder et så betydende forhold som dualproblemet og dettes jordiske udtryk i kønsforholdet. Og yderligere kan det tilføjes, at også i dette tilfælde har den gamle læresætning tilfulde sin gyldighed, som si­ger, at forneden, således også foroven. Og tænker man lidt over det, vil man se vide perspektiver åbne sig, som for mange måske i første omgang vil virke afskrækkende eller ligefrem blasfemiske. Men lidt efter lidt vil de bibringe sandhedserkendelsens indre glæde og fred.

Så er der nogle, som henholder sig til, at i himlen tages der ikke til ægte, altså eksisterer kønsforskellen ikke der. Men når der ikke tages til ægte i him­len, så har det sin ganske naturlige årsag deri, at forholdet mellem dualerne en gang for alle er givet.

Endvidere er der andre, som mener, at ægteskabet er eviggyldigt, fordi det hedder, at hvad Gud har sammenføjet, skal mennesker ikke adskille. Men ægteskabet er jo blot en ren jordisk institution, som det for øvrigt ville være højst uheldigt for mange også at finde bestående i den højere verden, når de allerede har bundet sig ægteskabeligt til den ene efter den anden her i jordelivet, eller et ægteskab har været så ulykkeligt, at der slet ikke er noget ønske om at møde ægtefællen efter døden.

Men på den anden side er der sandhed i de kirkelige ritualer, og i dette til­fælde går sandheden langt dybere, end man tænker sig. De har deres oprindelse i gammel visdom, som ganske vist ofte var mere anende end klart erkendende. Men ritualet ved den kirkelige vielse giver i alt fald udtryk for, at man altid har set forbindelsen mellem kvinde og mand som noget dybt alvorligt med rod i det guddommelige. Men det guddommelige ligger i dualforholdet og ikke i vielsen, som blot er et genbillede deraf. I vielsesritualet gives et ophøjet ideal at have for øje i det ægteskabelige samliv. Og det er da heldigvis også en kendsgerning, at jordiske ægteskaber kan være overmåde lykkelige, selvom ægtefællerne ikke er dualer. De kan alligevel være så nært åndeligt beslægtede, at forholdet mel­lem dem kan komme meget nær den fuldkomne harmoni, som dualer efterhån­den kan nå til.

Hvis man ikke ligefrem vil kalde det nødvendigt, så er det i alt fald gavnligt og fremmende for ens åndelige stræben, at man har viden om dualproblemet. Og, som allerede nævnt, er dette at mangle sin dual selvfølgelig, om end ubevidst, med til at uddybe den ensomhedsfølelse, som har sin hovedårsag i den gennem tiderne fremadskridende jegudskillelse.

Duallængslen er en uudslukkelig følelse, og det er den, som ligger bag både den højere og lavere trang til forening med det andet køn her i livet. Denne åndelige årsag er det, som gennem de legemlige drifter skaber den erotiske spænding, idet mennesket må både tiltrækkes og frastødes i sin dragelse mod kærlighedens og forelskelsens udløsning.

Efterhånden som denne dragelse samler sig om et bestemt menneske af det andet køn i forelskelsens fortryllelse, så ved mennesket i de allerfleste tilfælde godt i sit inderste, at det heller ikke denne gang er den absolut rigtige. Det er der også kun meget små chancer for, at det kan være. Og enhver vil vist senere hen indrømme, at der faktisk var tvivl i sindet overfor den anden, men alt sådant synede så ubetydeligt mod, hvad forelskelsen lovede og lokkede med. Den anden part, og selvfølgelig heller ikke en selv, kan som regel være andet end den ifølge karmaudligningen rigtige, og deraf opstår frastødningsfølelsen, som findes i selv den heftigste forelskelse, navnlig jo mindre kærlighedspræget den er. Det andet køn tiltrækker mennesket som køn, men frastøder samtidig, fordi den åndelige kønsharmoni ikke er tilstede i sin fuldkommenhed.

Inden jeg går videre i denne fremstilling, vil det være nødvendigt at fremføre et par alvorlige advarsler. For det første, man bør på ingen måde søge i det ydre efter sin dual, og ingen må blande sig i andres dualforhold. Det er sarte og hel­lige forhold, som ikke må befamles og forstyrres. Lejligheden til dualforeningen frembyder sig af sig selv ifølge faste love, når man har gjort sig selv moden derfor og værdig dertil, og da bliver det en prøve for de p åg ældendes hele væ­senskvalitet. At spørgsmålet fremkommer under ens selverkendelse, er en gan­ske anden sag, men da indgår det som en del af den intime indre rigdom, som ubetinget værnes mod berøring af andre. Men al drøftelse af, hvem der er hvis dual, profanerer kun emnet og bringer forvirring og forargelse mellem menne­sker.

Det næste, jeg vil sige, er dette, som kan blive den sværeste prøve på vejen til dualforeningen, at vi ikke alene har en, men to dualer, en lavere og en højere, en jordisk og en åndelig, en foreløbig og en evig. Men for de fleste er dette naturligvis mere en oplysning end en aktuel advarsel. Den evige dual er vi skabt sammen med, men atter i fortiden skilt fra ved udviklingens nødvendighed. Den jordiske dual har vi selv valgt, idet vi fulgte vore lavere begær og derigennem blev bundet til den.

Opgaven for det åndeligt søgende menneske er derfor atter at frigøre sig fra denne lavere dual ved at lutre sine begær. Da vil vejen igen åbne sig for tilknyt­ningen til og foreningen med den evige dual. Mellem disse er det selvfølgelig først og fremmest åndelige tilknytningspunkter, som vil gøre sig gældende sammen med ren åndelig kærlighed. Men den sanselige forelskelse indebæres også i dette forhold, selvom den hæves op og forædles som den åndelige kær­ligheds jordiske udtryksmiddel.

Som alle ved, er de jordiske forbindelser mellem kønnene ofte mangfoldige. Men der er i virkeligheden en, som mennesket i særlig grad har sluttet sig til gennem inkarnationerne i sanselig kærlighed, og som atter og atter optræder i jordelivene og kræver sin formentlige ret og også ventes med længsel og med angst. Når så tiden for foreningen med den ægte og evige dual nærmer sig, så skal også nok den uægte vise sig og forøge de mange vanskeligheder.

Det er vist unødvendigt at skildre dette i enkeltheder. Enhver kan forestille sig denne prøves karakter, hvor det på højeste plan drejer sig om at skelne mel­lem selvisk forelskelse og uselvisk kærlighed. Den prøve falder hver eneste dag utallige for under langt mindre krævende og betydende forhold. Dog er det jo naturligvis sådan, at den falske dual lokker og forfører, idet den kun kan appel­lere til det sanselige, mens den ægte dual mere er ventende og kaldende i læng­sel. Så for den tilstrækkeligt modne er prøven mulig at bestå.

Og lad os så efter disse indskudte advarende ord vende tilbage til udgangs­punktet. Hvis man skal gøre sig håb om at forstå vor nuværende og nær­mest kommende tid, så må man have dualproblemet i erindring, for det ydre liv vil fa den dobbelte impuls indefra, som vil udgå fra, at både dualforeningen og genkomsthændelsen nu vil fuldbyrde sig i stadig flere tilfælde.

At Kristi genkomst forvandler de p åg ældendes væsen, det er vel ret indly­sende; men at også genforenede dualers væsen ændres på revolutionerende måde, tænker man sig måske ikke så meget, før man bliver klar over, at forhol­det mellem dualerne er et afbillede af gudsforholdet, forholdet mellem menne­ske og Gud, og dualforeningen i sig selv er et genrebillede af Guds selvskabel­se. Det er altså utænkeligt, at disse indre hændelsers stadig stigende mængde ikke skulle fa forædlende indflydelse på den samlede evolution.

Da Gud gjorde mennesket til sin skabning, knyttedes hvert enkelt menneske til Ham med et åndeligt bånd, som hindrer, at mennesket fuldstændig kan forta­bes ved selvtilintetgørelse. Uden at mennesket normalt ved det, flyder der ustandseligt hjælp derigennem til dets vækst og udvikling, og uden denne gudsforbindelse ville jordelivet ikke kunne leves. Og først når mennesket selvstæn­diggør sig i en sådan grad, at det fuldt bevidst og frivilligt forener sig med Gud, da opløser dette bånd sig.

Og når åndsforskeren betragter dualerne, så åbenbares et lignende forhold. Også disse er forbundet med hinanden med et åndeligt bånd, som dannedes ved kønsadskillelsen, og som på forhånd forhindrer, at de skulle kunne miste hinan­den. Men når de atter finder hinanden og frivilligt forenes, da opløser også dette bånd sig. Gennem deres åndelige bånd er dualerne altid i ubevidst forbindelse med hinanden.

Derigennem kommer de til at skade eller gavne hinanden og deres gensidige forhold, alt efter karakteren af deres livsførelse, som er afgø­rende for, om de fjerner sig fra hinanden eller nærmer sig. Gennem samlivet med andre af det andet køn under inkarnationernes række virker de opbyggende på deres dual, hver gang de er uselviske i deres kærlighed til den, de lever sammen med i eller udenfor ægteskab. Mens de påvirker dualen nedbrydende ­hver gang de er selviske i deres kærlighed, og fjerner sig derved fra dualen og forhaler tidspunktet for genforening. Derfor er det naturligt, at mødet med Kristus i genkomsten og mødet med dualen ikke kan ligge langt fra hinanden, da begge er en følge af uselviskhed.

For øvrigt er der ved Kristi offerdød og opstandelse også skabt et åndeligt bånd mellem ham og hvert enkelt menneske. Men hvis et menneske bevidst vender sig fra Kristus, så sprænges dette bånd, mens det styrkes, når mennesket selv tilknytter sig ham, og i dette tilfælde opløses det åndelige bånd under gen­komsthændelsen.

Når jeg ovenfor har sagt, at det endnu blot er et ganske ringe antal mennesker, som har mødt og forenet sig med deres dual, så betyder dette langtfra, at dualer­ne ikke skulle have mødt hinanden siden adskillelsen. Tværtimod er det endog sådan, at alle nulevende mennesker har mødt deres dual i dette jordeliv, eller også vil mødet finde sted senere hen. Normalt bliver dualerne stillet overfor hinanden i hver eneste inkarnation. Ikke i et eneste jordeliv mangler noget men­neske denne chance. Muligheden for forening gives hver gang. Og det menne­ske, som blot er kommet lidt op i årene og ser tilbage i sin erindring, vil vist være tilbøjelig til at indrømme, at det godt kan se ud til at være rigtigt.

Dette lovbundne dualmøde finder som regel sted i ungdommen eller i de yngre år, og der er faktisk ikke mange mennesker, som ikke bærer på mindet om en, de mødte engang og var meget betaget af, og hvem de følte sig i en sådan harmoni med, som det sjældent er tilfældet. Og nu efter de mange år er man mest tilbøjelig til at tro, at hvis de to havde holdt sammen livet igennem, da var meget blevet anderledes, og højst sandsynlig den store gensidige lykke. Men der var så mange ydre forhindringer, og al den modstand skabte betænkeligheder og ængstelse, som medvirkede til uoverensstemmelse mellem de to, indtil forbin­delsen pludselig viste sig umulig at etablere. Men man skiltes med en indre sorg, som egentlig aldrig nogensinde blev forvundet.

Nogenlunde sådan former alle disse indledende dualmøder sig. Modenheden var endnu ikke så fremskreden, at den overvandt alle de vanskeligheder, som altid vil vise sig. Selvstændigbeden var for svag overfor påvirkningen udefra, og frem for alt var kærligheden endnu for selvisk præget.

Dualmødets fuldbyrdelse er en sejr for den personlige selvstændighed. Også på denne måde kan ligheden med gudsforholdet konstateres, idet man kun kan vinde dualen ved på den mest fuldkomne måde at give sig selv til den anden part. Da forsvinder som sagt det åndelige bånd, og derefter er det eneste bånd dem imellem den frivillige selvhengivelse i uselvisk kærlighed, og netop derved skabes absolut frihed i forholdet til hinanden, ligesom den altomfattende frihed og selvstændighed vindes ved, at mennesket helt giver sig til Gud. Dualforeningen er i højeste grad en indvielsesproces og kan siges at være den største af alle indvielser, og den har uoverskuelig rækkevidde for de to og for andre. Dualernes væsen forøges nu med den gennem uendelige tider savne­de halvpart, og det er en personlighedsforøgelse af ganske uanet omfang, som bliver meget mere end en fordobling af personlighedskapaciteten og den åndeli­ge erkendelsesevne.

Set i sin største enkelhed er forskellen mellem kvindelige og mandlige dualer denne, at den kvindelige dual er mere tankebegavet og mindre viljesbetonet, mens den mandlige dual har stærkere viljesliv og svagere tankeliv. På denne måde kommer de til at supplere hinanden, således at kvinden som den inspire­rende er den, som giver ideerne, mens manden bliver den, som befrugter ideer­ne med sin vilje og gør dem til handling.

Dualernes forening er først mulig på det tidspunkt, hvor det åndeligt ­feminine særpræg hos kvinden er fuldt udfoldet og harmoniseret, og når dette er nået, vokser længslen efter dualen i hidtil uanet grad, for nu er hun sådan orga­niseret i sit væsen, at livet efterhånden bliver temmelig uudholdeligt uden dua­len. Kun det, man populært kalder den store kærlighed, kan nu være tilfreds­stillende for hende. Og på ganske samme måde går det den mandlige dual, når hans indre er blevet sandt åndeligt-maskulint i sin udformning.

Men når alt har formet sig sådan i det indre menneske, at dualerne er rede til at blive stillet overfor hinanden med håb om sammensmeltning, som udviklin­gen har det til hensigt, så er det, at det viser sig som en indvielsesproces med alle en sådans prøver i den form, som indvielsesprøver i vor tid har. Den krist­nes indvielsesvej ligger jo i dette at åndeliggøre det ydre praktiske liv, og det er derfor selve dette ydre livs vanskeligheder, sorger og lidelser, og for øvrigt også glæder, som forvandler sig til indvielsesprøver. Og akkurat samme karakter har dualforeningens indvielsesvej. Hver af dualerne må kunne ofre alt og sig selv. Men disse ofre er dog ikke nok en gang for alle, for også i dette tilfælde er det sådan, at ingen åndelig sejr er endelig. Det tilkæmpede må ustandselig forsvares og på ny tilkæmpes.

Sådan vil det komme til at gå under den tilpasningsproces, som følger efter foreningen. Det er en helt ny udviklingsproces, som nu tager sin begyndelse. Foreningsprocessen er ikke fuldbragt med dualmødet i den pågældende inkar­nation. Den vil strække sig over mange jordeliv, i hvilke dualerne genfødes sammen under alle tænkelige jordiske forhold, ganske som de hver især tidlige­re har prøvet det alene, hvor de som enkelt menneske også stadig genfødtes under nye ydre forhold, indtil alle jordiske erfaringer var gjort. Udviklingsperioden sammen behøver dog ikke at blive af samme længde som den forudgående som enkeltmenneske. Dels kan dualernes udviklingsperiode sammen begynde før enkeltmenneskets erfaringsmuligheder kan siges helt at være udtømt, og dels er overordentlig meget af den nye udviklingstid en repeti­tion i sammenspil mellem dem af, hvad de har erfaret alene, hvilket vil befordre fremskridtet.

Man kan sige, at de mennesker, som atter forenes med deres dual, kommer i en helt ny livssituation, som både er vanskeligere og lettere, men ganske anderle­des lykkelig. Selve foreningsprocessen mellem dualerne fører allerede, og efter­hånden mere og mere, de to nær til Kristus og til efterfølgelse af ham i selvhen­givelse og stedfortrædende soning i samklang med Gud. Derfor er også allerede viden om dualproblemet berigende, idet det opstiller så store idealer, som med det samme kan virke højnende på den enkeltes livsførelse og hendes eller hans samliv med sin nuværende partner i det andet køn.

Erkendelsen af, at hvert menneske har en evig partner, kan lette det moderne, ensomme menneskes livsvandring i vor tid, hvor jegensomheden er et menne­skehedsproblem.

Det er min erfaring i mit mangeårige arbejde med mennesker, at allerede mødet med andenhåndsviden om dualspørgsmålet skaber en indre glæde og fornyet livsmod, ligesom modtagelsen af et nyt effektivt lægemiddel allerede inden indtagelsen begynder at sætte helbredelsen i gang.

Litteratur

Massimo Scaligero: Grail Study on the mystery of Sacro Amore Summary based on excerpts.

  1. #1 by Ragnar on September 23, 2011 - 8:58 pm

    Noget af en læsning.
    Kys

    Like

  2. #3 by Charlotte on September 23, 2011 - 8:59 pm

    hej

    Like

  3. #5 by Cirsten Gulstad on May 12, 2013 - 4:48 pm

    Tak Kim..
    Endelig en tekst der også belyser dilemmaerne, smerten, frygten og dissonansen istedet for at romantisere et kærligheds eller elskovsforhold, der slet ikke rummer sjælsindsigten og fuldkommenheden i forbindelsen til gud…

    Like

    • #6 by Kim Graae Munch on June 8, 2013 - 2:31 pm

      Han havde humor, han så mennesket som det var og ikke som et uopnåeligt ideal, idealisme og humor går ikke godt i spænd, idealisterne er mere til sarkasme og ironi, hvor humoren er kærlig i sin kritik.

      Like

  4. #7 by flybylove on August 31, 2013 - 3:25 am

    Please please please can you translate this into English? I find it quite hard to follow with the google translate!
    Thankyou 🙂

    Like

    • #8 by Kim Graae Munch on November 17, 2013 - 5:31 pm

      Sorry, not in the near future, but as it is good I have thought about hiring someone to translate it.

      Like

  1. Made to love

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: